Midlertidig grænsekontrol i Norge

Flyrejsende til Norge skal indtil den 12. december være forberedt på at vise pas eller anden personlig identifikation ved indrejse.

Hvert år den 10. december overrækkes på Oslo Rådhus den prestigefyldte Nobels fredspris. I år går prisen til Den Europæiske Union (EU).

De norske myndigheder har valgt at opgradere sikkerhedsberedskabet i dagene før og efter ceremonien, hvorfor der i perioden fra 3. til 12. december midlertidigt er genindført grænsekontrol for rejser indenfor Schengen-området.

Såvel SAS som Norwegian opfordrer flypassagerer til at medbringe pas eller anden personlig indentifikation, hvis man ønsker at krydse grænsen til Norge indenfor den pågældende periode.

Skal forhindre uro
Norsk politi oplyser, at den midlertidige grænsekontrol sker for “at sikre den offentlige orden og indre sikkerhed, herunder at forebygge indrejse af potentielt voldelige aktører i forbindelse med fredsprisuddelingen.“

Schengen-samarbejdet omfatter følgende lande udover Norge og Danmark: Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Luxembourg, Italien, Spanien, Portugal, Østrig, Grækenland, Finland, Sverige, Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovenien, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Malta, Island, Schweiz og Liechtenstein.