‘Movember-skæg’ på British Airways-fly

Fly- og lufthavnspersonale i London City Airport lader i november måned overskægget gro. For nylig blev ‘Movember’ kampagnen skudt i gang med et gigantisk overskæg påmonteret et British Airways-fly.

I disse dage går millioner af mænd over hele verden rundt med et overskæg. De er alle en del af “Movember“ kampagnen, der handler om at sætte fokus på og indsamle midler til bekæmpelse af prostata- og testikelkræft.

At være “Mo Bro“ er forbeholdt alle, der vil lade overskægget vokse i 30 dage i november. Kvinderne i kampagnen er kendt som “Mo Sistas“, men her handler det mere om moralsk støtte til mændene som levende reklamesøjler.

I British Airways og London City Airport har man forenet kræfterne for at sætte fokus på Movember. Her har British Airways opfordret fly- og lufthavnspersonalet til at lade overskægget gro, og kampagnen blev for nylig skudt i gang med et gigantisk overskæg, der blev monteret på et Embraer E190-fly.

Overskægget er nu fjernet fra flyet og befinder sig nu i afgangshallen i London City Airport. Her kan rejsende mod en donation få lov at tage billeder af det særlige overskæg.

En vigtig sag
British Airways har et særligt forhold til prostatakræft, idet flyselskabets tidligere topchef og senere bestyrelsesformand Lord Marshall døde af sygdommen i 2012.

Blandt andet derfor har personale fra British Airways gennem de seneste par år indsamlet 700.000 kroner til den engelske “Prostate Cancer Charity“ fond.

“Movember er en rigtig vigtig kampagne, der ligger os meget nær, og som sætter fokus på en meget vigtig sag, og vi er rigtig glade for at arbejde sammen med London City Airport for at indsamle penge og udbrede kendskabet til denne alvorlige sygdom. Vi synes, at det velkendte overskæg sidder perfekt på vores Embraer E190-fly,“ siger Luke Hayhoe, der er Commercial Manager hos British Airways i London City Airport.