- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Mulig listeriainficeret mad på KLM-fly

KLM kan muligvis have serveret listeriainficeret kødprodukter til sine passagerer på Business Class. Flyselskabet forsikrer, at de pågældende produkter er fjernet.

Passagerer, der for nyligt har fløjet på Business Class hos KLM, skal være ekstra opmærksom i disse dage.

Det hollandske flyselskab oplyser, at visse produkter i sortimentet på Business Class måske har været inficeret med listeria, og at passagererne derfor bør holde øje med eventuelle symptomer på en listeriainfektion.

”Vi er blevet informeret af en af vores leverandører af kødprodukter om, at deres produktionssted muligvis er blevet inficeret med listeria. Det er derfor muligt, at inficerede kødprodukter er blevet serveret som morgenmad i vores Business Class,” skriver KLM i en meddelelse.

Helbredet kan være i fare, hvis man har indtaget kød med listeria. Chancen for en listeriainfektion er dog lille, men især gravide kvinder, små børn, ældre og mennesker med nedsat immunforsvar bør være ekstra på vagt, da bakterierne kan være farlige for disse personer.

Måltider igen sikre at spise
KLM beder passagererne konsultere deres praktiserende læge, hvis der er spørgsmål og mistanke om en listeriainfektion. Symptomer på listeria kan være feber og/eller kraftige hoved- og muskelsmerter.

”Vi beklager, at man måske er blevet konfronteret med dette, og vi bekræfter hermed, at vi straks er stoppet med at levere disse kødprodukter til vores fly. Alle nuværende måltider, der bliver serveret om bord, er helt sikre at indtage. Hos KLM kommer sikkerhed først,” skriver det hollandske flyselskab.

KLM har ikke nærmere præciseret, i hvilken periode potentielt inficeret kød har været serveret om bord på flyene. Det hollandske luftfartsmedie luchtvaartnieuws.nl skriver dog, at passagerer, der fløj med KLM i sidste weekend og i løbet af denne uge, ikke er i fare.

Så snart der er et klart svar på, om kødprodukterne har været inficeret med listeria, vil KLM opdatere på sagen. KLM oplyser desuden, at de potentielt inficerede produkter kun har været serveret på fly fra KLM – og ikke hos det regionale datterselskab KLM Cityhopper.

I de seneste dage har KLM også oplevet andre problemer med sit cateringprodukt. En strejke blandt medarbejderne hos KLMs cateringservice, KCS, resulterede i, at alle europæiske flyvninger til og fra Amsterdam Schiphol fra onsdag klokken 18.00 til fredag klokken 07.00 havde et minimum af madprodukter om bord.

Delta-sandwiches med synåle
Det er imidlertid ikke første gang, et flyselskab har måttet håndtere en situation med listeria i mad om bord. Tidligere i år rapporterede KLMs søsterselskab Air France, at der var fundet listeria i en tunsandwich, som havde været tilgængelig på selskabets Economy Class og Premium Economy.

Tunsandwichene var serveret på ni forskellige langdistanceflyvninger fra Paris-Orly og Paris-Charles de Gaulle i perioden fra den 21. til 24. maj i år. I dette tilfælde fjernede cateringselskabet Servair straks disse produkter fra madudvalget hos Air France.

Delta Air Lines – der har et joint venture-samarbejde med Air France-KLM – har også oplevet problemer med maden på deres fly. I 2012 fandt passagerer på fire forskellige langdistanceflyvninger fra Amsterdam synåle i kalkunsandwiches på samme dag.

Den første nål blev fundet af en passager på en flyvning fra Amsterdam til Minneapolis i USA. Vedkommende fik beskadiget munden, da sandwichen blev indtaget, hvorefter der blev rapporteret om lignende hændelser på tre andre Delta-flyvninger til USA. De pågældende sandwiches var fremstillet hos cateringselskabet Gate Gourmet og blev serveret for Delta Air Lines’ BusinessElite-passagerer.

 

Relaterede artikler:

Listeria i sandwich hos Air France (STANDBY.dk)

Tilsyn lukkede køkken til flymad

FBI undersøger nålesabotage på Delta-flyvninger