Mulig strejke truer British Airways

Mandag kl. 15.00 offentliggøres resultatet af en urafstemning blandt kabinepersonalet i British Airways. En strejke kan muligvis blive en realitet fra 1. marts.

Det er ikke kun Lufthansa, der har problemer med strejketrusler. Således har der længe været en strejke under opsejling blandt kabinepersonalet hos British Airways. Oprindeligt skulle strejken have været en realitet i juledagene, men grundlaget for urafstemningen blev kendt ulovlig.

Men nu er stejketruslen blandt de 12.000 organiserede medlemmer af den største britiske fagforening Unite tæt på at være en realitet. Resultatet af urafstemningen offenliggøres mandag den 22. februar, og Unite har allerede indkaldt til pressemøde i London kl. 14.00lokal tid. Det forventes, at et meget stort flertal blandt kabinepersonalet er klar til at gå i strejke.

Uenigheden mellem flyselskabets ledelse og kabinepersonalet strækker sig tilbage til november måned sidste år, hvor planerne for afskedigelse af 1.700 medarbejdere blev præsenteret. Dette skete samtidig med, at British Airways ønskede at fastfryse lønningerne i en 2-årig periode.

En eventuel strejke skal varsles minimum 7 dage før, den kan trædei kraft, hvorfor en strejke tidligst kan blive en realitet fra den 1. marts 2010. British Airways har længe forberedt sig på konfrontationen med kabinepersonalet. Således hævder britiske Daily Express, at flyselskabet hartrænet andre medarbejdergrupper – inklusive piloter – til at varetage opgaverne i kabinen i forbindelse med en eventuel strejke.