Myanmar og Etiopien danskernes nye rejsemål

De eventyrlystne danskere kommer længere og længere ud i stadigt mere fattige hjørner af verden.

Brutale regimer, ekstrem fattigdom og stor risiko for voldelig uro er tilsyneladende ikke noget, der skræmmer de mere eventyrlystne danskere. Således er lande som Myanmar, Nordkorea og Etiopien på vej op af hitlisterne med de mest populære rundrejselande.

En opgørelse fra Apollo over, hvilke rundrejselande i verden der sælger bedst denne vinter viser, at danskerne – når de tager 2-3 uger på en længerevarende rundrejse – vil opleve noget helt usædvanligt. Cuba er højdespringeren og det, flest vil denne vinter. Thailand som rundrejseland kommer ind på en andenplads, mens Indien og Myanmar ligger tæt som nummer tre og fire.

”Indien har med kridhvide strande, bugnende markeder, indisk gastronomi, yoga og en spændende historie vakt en enorm interesse hos danskere, og især kvinder er tiltrukket af landet. Det gælder Goa til sol og badeferier, men det handler i ligeså høj grad om hele landet Indien, som repræsenterer en livsstil, kultur og historie, der virker tillokkende på os nordboere, som måske har lidt vel travlt i hverdagen,” siger Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef i Apollo.

”Styret i Myanmar har sat gang i omfattende demokratiske og økonomiske reformer og åbnet op i det hele taget, og rejsende strømmer til, ikke kun danskere. Myanmar er blevet et meget attraktivt rundrejseland, og danskerne vil opleve den gæstfrie befolkning, den frodige natur, førsteklasses strande og tusindvis af smukke, gyldne templer,” forklarer Rikke Koks Andreassen.

Ikke bange for fattigdom
Bravo Tours har gennem flere år arrangeret grupperejser til Nordkorea. Men eventyrlystne danskere, der allerede har været i Nordkorea og Myanmar, behøver ikke være nervøse for, at de skal henslæbe næste års ferie herhjemme.

Apollo har således netop introduceret Etiopien som rundrejseland. Landet ligger på Afrikas Horn i den nordøstlige del af Afrika og er det eneste land i Afrika, som ikke har været koloniseret. Landet er rigt på historie og har et meget fascinerende landskab. De ældste kendte skeletter fra den menneskelige gren af primatfamilien er omkring 4,5 mio. år gamle og blev fundet i Etiopien.

”Danskerne er hverken bange for fattigdom, politisk kontroversielle systemer eller mindre farbare lande. Intet er uinteressant, og vi tager konsekvensen af, at danskerne mere end nogensinde vil se det anderledes og det, der skaber kontrast til vores eget sikre og trygge liv,” siger Rikke Koks Andreassen.

Star Tours salgschef, Stig Elling, har tidligere peget på Libyen som en ny charterrejsedestination inden for de kommende fem år.

Foto: Fisker fra Myanmar