Det har skabt panderynker hos Widerøe, at der skulle være afgivet skud mod et af deres fly i dagene, hvor fremmede droner var i dansk luftrum. Trafikstyrelsen har dog ikke behandlet hændelsen.
De danske og norske myndigheder er i dialog om, hvorvidt det danske Forsvar skulle have skudt nær et passagerfly fra Widerøe i september 2025.
Det er Widerøe selv, som har bedt de norske myndigheder om at kontakte Danmark for at få svar på, om hændelsen har fundet sted. Samtidig har danske Radio IIII fået aktindsigt i en korrespondance mellem de norske og danske myndigheder.
”Luftfartsstyrelsen har modtaget en anmodning fra Widerøes Flyveselskap her i Norge om tilbagemelding på en mulig hændelse den 28. september 2025 i dansk luftrum,” lyder det blandt andet i mailen ifølge Radio IIII.
Sammenfald af tidspunkter
Radiokanalen oplyser, at man fra flere af hinanden uafhængige kilder i Forsvaret har fået information, som i oktober gjorde det muligt at afsløre, at en dansk soldat afgav skud imod, hvad der betegnes som en ”ukendt drone,” over Borrislejren i Vestjylland den 28. september.
Radio IIII har også beskrevet, at et passagerfly fra Widerøe befandt sig i luftrummet over lejren i samme tidsrum, hvor øjenvidner oplyser, at de hørte skud fra Borrislejren. Det var i givet fald en Dash 8-400 med registreringen LN-WDO, viser data fra Flightradar24.com.
Forsvaret har ikke villet udtale sig om hændelsen. Det var i december, Widerøe valgte at gå til de norske myndigheder for at få klarhed i sagen. Fra flyselskabet lyder det, at det er den danske pressedækning, som har givet anledning til bekymring.
Ser ingen tegn på hændelse
Flyselskabet oplyser, at det ikke selv ser nogen tegn på, at passagerflyet, der betjente ruten mellem Bergen og Billund, er blevet beskudt. Fra Trafikstyrelsen lyder det, at man ikke kender til episoden.
Styrelsen meddeler, at man ikke har modtaget nogen hændelsesindberetninger. Det er en fuldmægtig i Trafikstyrelsen, som har stået for svaret til de norske myndigheder.
Fra Trafikstyrelsen lyder det desuden, at man ikke har været i kontakt med Forsvaret for at få indsigt i hændelsen. Det hænger sammen med, at man ikke har modtaget den føromtalte hændelsesberetning.
Det betyder, at styrelsen ikke vurderer, at man har haft grundlag for at kontakte andre myndigheder eller fastslå, om hændelsen faktisk har fundet sted.
Forsvaret har registreret dronehændelse
Radio IIII skriver, at Forsvaret ikke har ønsket at forholde sig til, hvorvidt lukketheden i forhold til sagen om hændelsen den 28. september bidrager unødigt til at skabe utryghed.
Radio IIII oplyser, at et internt dokument fra Forsvaret viser, at man har registreret, hvad der betegnes som en ”særlig dronehændelse,” over Borrislejren i samme tidsrum, hvor Widerøes passagerfly overfløj lejren.
I et stabsnotat fra Forsvaret fremgår det, at ”den formodede drone” fløj fra nord mod syd over Borrislejren. Det er samme retning, som flyet bevægede sig. Radio IIII oplyser, at store dele af de udleverede dokumenter er mørklagt af Forsvarskommandoen.
Relaterede artikler:
Dronefrygt: Aalborg Lufthavn lukkede ned
Få hurtig adgang til artiklen
Vælg det abonnement, der passer til dig eller din virksomhed

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


