- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Næsten 37 procent flere passagerer i april

Påskeferien i kombination med stigende rejselyst løftede i april passagertallet i Aalborg Lufthavn med 36,5 procent i forhold til måneden før. Passagertallet er stadig kun en fjerdedel af det normale.

I april 2020 var der meget stille i Aalborg Lufthavn under den første coronanedlukning. Dengang var der blot 1.121 passagerer, der benyttede den nordjyske lufthavn. 

Men nu er der ved at komme mere gang i tingene, for i april i år var der 27.793 rejsende gennem terminalen, hvilket svarer til 926 om dagen. Det er samtidig en stigning på 36,5 procent i forhold til måneden før, hvor 20.358 fløj til og fra Aalborg Lufthavn.

Det er især i påskedagene, at der har været stigende passagertrafik, da mange tilsyneladende har benyttet indenrigsruterne til København og Bornholm til familiebesøg eller en miniferie.

“Hvert år ser vi naturligt flere fritidsrejsende omkring ferie- og helligdage end på andre dage, hvor i år ikke er nogen undtagelse. Det beviser, at rejselysten trods alt er intakt og stigende i takt med, at genåbningens forskellige faser rulles ud. Eksempelvis er det nu muligt at tage en tur i Tivoli i København og nyde en frokost i Nyhavn. Derudover er der endelig kommet et tiltrængt fokus på en genåbning af rejseaktiviteten, der dog stadig befinder sig i den indledende fase,” siger Niels Hemmingsen, administrerende direktør for Aalborg Lufthavn.

Træghed i markedet for internationale rejser
Selvom der er fremgang at spore i indenrigstrafikken, er der stadig lang vej igen, før lufthavnen kan nå op på de passagertal, der var gældende på de internationale ruter samt i chartertrafikken før coronapandemien.

I april i år blev der kun registreret 1.015 internationale rutepassagerer og 62 charterpassagerer i Aalborg Lufthavn. Til sammenligning var der i april 2019 flere end 43.000 internationale rutepassagerer og 7.500 charterrejsende.

I første omgang må lufthavnen i Nørresundby sætte sin lid til de erhvervsrejsende, da erhvervsrejser nu igen karakteriseres som nødvendige rejser, hvilket gerne skulle få virksomhederne til at lempe på rejsepolitikkerne.

“Rejsevejledningerne er nu heldigvis ikke længere statiske, som de har været i de sidste mange måneder. De ændrer sig for uge til uge, som giver en snært af optimisme i branchen, men der er stadig lang vej til den så velkendte og frie måde at rejse på. I den første fase er rejserestriktionerne dog blevet lempet for erhvervslivet, der nu kan genoptage deres rejseaktivitet i et vist omfang – noget der blandt andet betyder, at KLM fra slut maj vil flyve to gange dagligt fra Aalborg Lufthavn,” understreger Niels Hemmingsen.

 

Relaterede artikler:

Underskud på 41 millioner kroner i Aalborg Lufthavn

Stigende antal passagerer på indenrigsrute

Største tilbagegang i Aalborg Lufthavns historie