Det finske charterflyselskab Air Finland gik tirsdag konkurs. Det er den tredje nordiske luftfartskonkurs i år.
Efter 10 år og fem måneders eksistens er det finske charterflyselskab Air Finland gået konkurs. Selskabet kom til verden i januar 2002 men gik først på vingerne den 3. april 2003. På konkurstidspunktet opererede selskabet tre Boeing 757-fly fra sin base i Helsinki.
Air Finland fløj dels egne ruteflyvninger til leisure-destinationer i Tyrkiet, Grækenland, Spanien, Portugal og Dubai og solgte billetterne gennem selskabet Air Finland Holidays. Selskabet fløj også for adskillige nordiske charterselskaber, her i blandt Thomas Cook Northern Europe, som danske Spies er en del af. Air Finland har dog ikke fløjet Spies-gæster i den seneste vintersæson.
Efter vintersæsonen 2010/2011 bad Spies sine kunder vurderer kvaliteten af de flyselskaber, som havde fløjet for Spies i vintermånederne. Her kom Air Finland ind på en fjerdeplads lige efter Thomas Cook-koncernens egne luftfartsselskaber og langt foran Finnair, SAS og Norwegian.
Europa fylder godt
Selskabet, der har absolut ingen relation til Finnair, transporterede hvert år omkring 400.000 passagerer. Knap 200 ansatte står nu uden arbejde, men især piloter og kabinepersonale kan trøste sig med at Flybe Nordic netop nu rekrutterer flyvende personale til sine stadigt voksende aktiviteter i Finland og det øvrige Norden.
Konkursen er den tredje nordiske luftfartskonkurs i år efter at både Cimber Sterling og Skyways måtte dreje nøglen om i maj måned. Dermed tegner Norden, regionens størrelse taget i betragtning, sig for en uforholdsmæssig stor andel af verdens flykonkurser i de første seks måneder af 2012.
I det hele taget fylder Europa godt på listen over flykonkurser. Foruden de tre nordiske selskaber, så gik tyske Cirrus Airlines, Spanair og ungarske Malev konkurs i første halvår. Og Air Finland bliver formentlig ikke det sidste europæiske selskab, der må dreje nøglen om i år.
Foto: Lassi Tolvanen