Nordiske rejsevejledninger til Japan ude af takt

De nordiske lande har i formiddag opdateret rejsevejledningen til Japan. Det danske udenrigsministerium fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Japan, mens man i Norge har en kraftigere skærpelse ved at fraråde alle rejser til samt ophold i Japan.

Fredagens jordskælvskatastrofe i Japan samt eftervirkningerne har fået de nordiske lande til at skærpe rejsevejledningerne til landet. Riskoen for efterskælv, mulig strålingsfare samt begyndende forsyningsknaphed har afstedkommet anbefalingen.

Men de nordiske lande er en sjælden gang ude af takt med rejsevejledningerne. Således fraråder Udenrigsministeriet i København tirsdag alle ikke-nødvendige rejser til hele Japan, mens norske UD fraråder alle rejser til og ophold i Japan.

I Finland anbefaler man at undlade at rejse til Japan. Samtidig anbefaler det finske udenrigsministerium, at man forlader hovedstaden Japan og landets nordøstlige del, hvis man ikke har et nødvendigt ærinde i området.

I Stockholm er den svenske udenrigstjeneste mere moderat. Utrikesdepartmentet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til den nordøstlige del af landet, hvilket vil sige regionerne Tohokuog Kanto.

Det er usædvanligt, at de nordiske landes udenrigstjenester har så forskellige udmeldinger. Danmark og Sverige er de mest moderate, mens Finland og Norge har væsentligt mere skærpede rejsevejledninger.

Det fællesskandinaviske luftfartsselskab SAS flyver seks gange om ugen mellem København og Tokyo, mens Finnair, der har den finske stat som hovedaktionær, flyver dagligt til Tokyo samt henholdsvis seks og fem gange ugentligt til Osaka og Nagoya.