Godt et år efter opstarten er Danish Air Transports rute mellem Aalborg og Stavanger skåret ned fra seks til en ugentlig flyvning i hver retning.
Nordjydernes behov for at komme til den norske ”oliehovedstad” Stavanger har vist sig ikke at være så stort, som Danish Air Transport havde regnet med.
Selskabet er således nede på at flyve én gang om ugen i hver retning på ruten mellem Aalborg og Stavanger. Dermed er betjeningen af ruten reduceret markant siden åbningen 15. april sidste år. Her lagde man nemlig ud med seks ugentlige rotationer. En om dagen på alle dage undtagen lørdag. I november sidste år fjernede man flyvningerne om tirsdagen og onsdagen, men holdt fast i returflyvninger mandag, torsdag, fredag og søndag.
Udelukker nedlukning
Nu er der kun mulighed for at komme fra Aalborg søndag aften og fra Stavanger torsdag aften. Men det er der også en del nordjyder, der har behov for det. Det giver nemlig mulighed for at arbejde i Stavanger og tage hjem til Nordjylland i weekenderne.
Danish Air Transports direktør, Jesper Rungholm, udelukker da også en komplet nedlukning af ruten.
”Den kører fint. Flyet starter i Billund og mellemlander i Aalborg på vej til Stavanger. Og der er faktisk flest passagerer, som stiger på i Aalborg,” forklarer Jesper Rungholm.
På den måde kan Danish Air Transport også udbyde flere sæder til salg mellem Billund og Stavanger på de dage, hvor efterspørgslen er størst. Flyvningen fra Billund med mellemlanding i Aalborg supplerer således DAT’s normale rute, der starter i Esbjerg og går via Billund til Stavanger.
Desuden skal Danish Air Transport alligevel sende fly frem og tilbage mellem Danmark og Norge hver uge. Selskabet flyver nemlig mellem de to byer Stord og Molde samt mellem Stord og Oslo.
DAT betjener oftest ruten mellem Aalborg og Stavanger med et 32-personers SAAB 340-turboproply.