Den norske regering vil fra 1. april næste år indføre en ny afgift på flyrejser på 80 norske kroner per enkeltrejse. Luftfartsindustrien raser over forslaget, som de mener vil føre til stigende billetpriser samt lukning af udsatte ruter.
Den norske regering har i oplægget til statsbudgettet (finanslov, red.) for 2016, foreslået en ny afgift på flyrejser. Afgiften på 80 norske kroner – svarende til 65 danske kroner – per sæde per flyvning vil indbringe statskassen godt 1,1 milliard norske kroner i 2016 og to milliarder fra 2017.
Den nye afgift, der vil kunne træde i kraft fra 1. april 2016, vil gælde for alle flyvninger der starter i Norge. En indenrigsrejse tur-retur vil derfor som minimum pålægges 160 norske kroner i afgift.
Mange steder i Norge, uden for de store byer, vil man være afhængige af tilslutningsfly til de norske trafikknudepunkter som Oslo, Bergen, Trondheim, Tromsø og Bodø. En rejse tur-retur fra eksempelvis Oslo via Bodø til Narvik vil blive pålagt 320 norske kroner i afgift.
Afgiten på rejser til og fra udlandet vil kun være afgiftspligtige ved rejser fra Norge, således at en billet fra Bergen til London og retur, kun bliver pålagt afgift for strækningen Bergen – London.
En vilkårligt søgning på billigste billet med henholdsvis Norwegian og SAS på strækningen Oslo-Bergen-Oslo fra 22.-25. januar 2016 giver en pris på 1.198 og 1.598 norske kroner. Med den nye afgift vil priserne stige med 13 procent hos Norwegian og 10 procent, hvis man vælger SAS, såfremt flyselskaberne lægger hele afgiften oveni prisen.
Passagerene må betale
De tre største norske operatører, henholdsvis SAS, Norwegian og Widerøe, har alle kritiseret den nye afgift højlydt. Talsmænd fra alle tre selskaber advarer om, at dette vil skabe reduktion eller nedlæggelse af ruter med lavt passagergrundlag, og at afgiften vil medføre stigende priser på billetterne.
”Dette er en betydelig belastning for flyselskaberne og de rejsende”, siger administrerende direktør i NHO Luftfart, Torbjørn Lothe, til CHECK-IN.dk.
NHO Luftfart er arbejdsgiverorganisation for den norske luftfartsindustri herunder flyselskaberne i Norge.
Lothe frygter at efterspørgslen vil gå ned, priserne op, noget som igen vil medføre færre arbejdspladser i industrien.
”I dag er der omkring 120.000 arbejdstagere i Norge ansat direkte eller indirekte i luftfartsindustrien. Vores beregninger viser, at for hver ansat der er i et flyselskab, der opererer i Norge, er der yderligere fire ansatte i øvrige virksomheder, der direkte eller indirekte er relateret til flyselskaberne. Vi frygter derfor, at dette vil medføre reduktion i antal ansatte”, siger Torbjørn Lothe.
Ingen miljøeffekt
Den nye afgift er i statsbudgettet anført som en miljøskat, og som incitament til at reducere antal flyvninger og herved udslip. Torbjørn Lothe mener dog at miljøeffekten vil være minimal.
”I dag er Norge omfattet af EU’s kvotesystem for luftfart. Hvis Norge reducerer sit udslip vil denne andel kunne benyttes af øvrige flyselskaber i andre EU-lande, så den totale reduktion vil være minimal eller helt uden effekt”, forklarer Torbjørn Lothe til CHECK-IN.dk.
Øget moms på rejser og hotel
Statsbudgettet, som er en del af et forlig mellem Regeringen og støttepartierne Venstre og Kristelig Folkeparti, blev fremlagt mandag denne uge, og skal formelt godkendes af det norske Storting (Folketing, red anm.). Umiddelbart har partierne bag forslaget allerede flertal for dette.
Ud over afgiften på flyrejser har Regeringen også foreslået, at øge momssatsen på øvrige rejser som tog, bus og færge, samt overnatning på hotel fra 8 procent til 10 procent fra 2016.
Afgift på flyrejser er ikke helt ukendt i Norge. Sidst i halvfemserne var der en lignende afgift – dengang på 256 kroner. Den blev fjernet i 2001 af den daværende Regering bestående af blandt andet partiet Høyre. Samme parti sidder i dagens Regering som har udarbejdet statsbudgettet for 2016.