- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Northern Airlines vil i luften til foråret

Det Stockholm-baserede flyselskab Northern Airlines vil indlede flyvninger i marts 2021. I første omgang er der planlagt to destinationer, og de skal betjenes med en Boeing 737.

”Who are we? We are northern.”

Sådan står der skrevet med stor skriftstørrelse øverst i introduktionen på hjemmesiden for det svenske flyselskab Northern Airlines, der blev etableret i 2019.

Flyselskabet har base i Stockholm Arlanda, og de første fly er endnu ikke gået i luften. Dette sker dog om ganske få måneder. Northern Airlines oplyser på sine sociale medier – herunder LinkedIn – at det forventer at gå i luften i marts 2021.

’Vi vil indlede på ruter, hvor efterspørgslen er høj, og hvor vores omfattende industri, netværk, tværkulturelle erfaring og viden udgør en betydelig forskel,’ skriver Northern Airlines.

’Som en del af denne nye rejse vil vi begynde med at afsløre de første to destinationer, Malaga og Beirut. Vi ses i marts 2021.’

‘Flyselskab af højeste standard’
Northern Airlines vil påbegynde flyvninger med en fuldt renoveret Boeing 737-800. Målet er at komme op på tre fly i slutningen af 2021. Selskabets vision er at tilbyde kunderne en chance for at genopfinde glæden ved at rejse med fly og at forbinde globale destinationer med innovative ruter.

’Ved at tilbyde et full service-flyselskab af højeste standard er vores ambition og hensigt at være det bedste flyselskab for rejsende,’ skriver Northern Airlines på sin hjemmeside.

En af personerne bag det nye svenske flyselskab er 32-årige Diako Rad, som er administrerende direktør i selskabet. Han er et velkendt ansigt i den svenske luftfart, da han var med til at etablere flyveskolen Stoflight Academy i 2015.

Flyveskolen blev EASA-godkendt året efter, og piloteleverne trænes fra lufthavnene Stockholm Västerås og Stockholm Arlanda. Diako Rad er træningschef hos Stoflight Academy, ligesom han også er direktør og bestyrelsesformand i flyveskolen.

Populær svensk Beirut-rute
Det må formodes, at Northern Airlines’ kommende rute til Beirut vil være fra basen i Stockholm Arlanda. I så fald vil det nye svenske flyselskab ikke være det eneste på ruten.

Det tyske charterflyselskab Sundair indledte 11. december i år direkte flyvninger fra netop Arlanda til den libanesiske hovedstadslufthavn. Selskabet foretager én ugentlig rotation med en Airbus A320-200. I Sundairs bookingsystem er det kun muligt at booke billetter til ruten frem til 26. marts 2021 – altså indtil afslutningen på vintertrafikprogrammet. Det kan derfor tyde på, at Northern Airlines bliver alene på ruten fra april.

Stockholm-regionen har en stor andel indbyggere med rødder i blandt andet Libanon og Syrien. Der er således et stort marked for en rute fra den svenske hovedstad til eksempelvis Beirut, som Northern Airlines altså vil flyve til om få måneder.

 

Relaterede artikler:

Tysk flyselskab med Mellemøsten-rute fra Stockholm

Arlanda og Oslo Lufthavn klarer sig bedre end CPH

SAS vender tilbage til Beirut