En rute fra København til Libanons hovedstad Beirut er en af 11 danske SAS-rutenyheder i sommertrafikprogrammet for 2018, der også indeholder en ny fransk destination.
Siden SAS i 1959 debuterede med det legendariske Caravelle-fly på ruten fra København til Beirut, har den libanesiske hovedstad været en vigtig destination i SAS-rutenetværket.
I slutningen af oktober 2005 fløj SAS imidlertid for sidste gang på ruten, men i sommertrafikprogrammet 2018 vender Beirut-ruten tilbage til Københavns Lufthavn, der således kan sætte endnu en interkontinental SAS-destination på rutekortet.
Hver lørdag fra den 24. marts til den 27. oktober 2018 vil SAS flyve direkte mellem København og Beirut, og i perioden fra den 3. juli til den 21. august vil SAS flyve tre gange om ugen, da det også bliver muligt at rejse om tirsdagen og torsdagen.
Da SAS for 12 år siden fløj mellem København og Beirut var der omkring 27.000 årlige passagerer på ruten, men i de senere år, hvor Middle East Airlines i en relativt kort sommersæson har betjent ruten med en betydelig andel af etnisk trafik, har der været lige under 10.000 passagerer årligt.
Tilløb for fem år siden
SAS tog i midten af 2012 tilløb til at genåbne Beirut-ruten, og planerne var så langt fremme, at ruten allerede var blevet opdateret i de internationale reservationssystemer med start den 2. januar 2013. Men SAS beklagede sidenhen og sagde, at det var en “menneskelig fejl”, at informationerne var blevet gjort tilgængelige, og ruten blev således ikke til noget.
SAS vil flyve til Rafic Hariri Internation Airport, der indtil 2005 havde været kendt som Beirut International Airport. Lufthavnen ligger omkring ni kilometer fra byens centrum i de sydlige forstæder og er i dag den eneste kommercielle lufthavn i Libanon.
Beirut er en af de mest trendy byer i verden i øjeblikket, og millionbyen har en langstrakt historie som et af de vigtigste finansielle, handelsmæssige og kulturelle knudepunkter i regionen.
Nye ruter fra både København og Aarhus
De øvrige 10 nye danske ruter, der ser dagens lys i sommertrafikprogrammet 2018, er fordelt med fem fra København og fem fra Aarhus. Fra København vil SAS tilbyde lavfrekvente sæsonruter til Toulon i Frankrig, Sarajevo i Bosnien-Hercegovina, Lissabon i Portugal og Genova i Italien, ligesom der bliver et gensyn med Gazipasa i Tyrkiet.
Herudover vil SAS indsætte flere afgange på ruterne til Zürich og Rom, ligesom indenrigsruten til Aarhus også får flere afgange. Fra Aarhus Lufthavn åbner SAS helårsruter til Oslo, Stockholm og München, mens den østjyske lufthavn også får nye sæsonruter til Mallorca og Split.
“Vi oplever flere og flere ferierejsende hos SAS, og nu giver vi vores kunder mulighed for at flyve direkte til Libanon, Portugal og Italien fra København og Spanien og Kroatien fra Aarhus Airport,” siger Lars Sandahl Sørensen, der er koncerndirektør i SAS.
SAS kommer i sommerprogrammet 2018 til at tilbyde 1,3 millioner flere flysæder fra både Danmark, Norge og Sverige til Europa i forhold til i 2017. I Danmark øger SAS med over 230.000 sæder, så det bliver Norge og Sverige, der tilsammen løber med den største del.
Relaterede artikler:
SAS: Tror på marked i Aarhus Lufthavn