- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian annullerer 97 flyordrer og sagsøger Boeing

En ordre på næsten 100 Boeing-fly er afbestilt af Norwegian, der samtidig kræver erstatning af den amerikanske flyproducent for MAX-groundingen og problemer med Dreamliner-motorerne.

Norwegian tager yderligere skridt for at tilpasse forretningen under den igangværende coronakrise.

I en børsmeddelelse udsendt mandag aften oplyser det norske lavprisflyselskab, at det annullerer en ordrer på 97 fly – herunder fem Boeing 787-9 Dreamliner og 92 Boeing 737 MAX 8. Herudover afsluttes også de såkaldte GoldCare-serviceaftaler tilknyttet begge flytyper.

Norwegian gør desuden krav på erstatning fra Boeing, da flyselskabet har været hårdt ramt af groundingen af Boeing 737 MAX og de mange problemer med motorerne på Boeing 787 Dreamliner-flyene.

”Norwegian fremsætter desuden et juridisk krav, der anmoder om returneringen af “før levering”-betalinger i forbindelse med flyene og kompensation for selskabets tab i forbindelse med groundingen af ​​737 MAX og motorproblemer på 787,” skriver flyselskabet i sin meddelelse.

”Selskabets 737 MAX-fly har stået på jorden, siden flytypen blev groundet verden over den 12. marts 2019. Dette har også forstyrret Norwegians drift og ført til betydelige tab.”

Langvarig dialog
Det er uvist, hvilket beløb Norwegian gør krav på fra Boeing, men de to parter har været i dialog gennem foråret om at finde en løsning.

”Vi har ikke fået nogen aftale med Boeing, men vi har fortsat et ønske om at komme til enighed, men hvis vi ikke gør det, så bliver det, som vi har kommunikeret i dag,” sagde Geir Karlsen, finansdirektør i Norwegian, mandag aften til det norske erhvervsmedie E24.

Boeing ønsker ikke at give kommentarer til ”kommercielle diskussioner”, som producenten har med sine kunder.

”Norwegian Air Shuttle er en langvarig Boeing-kunde. Som med mange andre aktører, der går gennem en udfordrende tid, arbejder vi på at finde en vej videre,” skriver en Boeing-talsmand til samme medie.

Afbestiller for 70 milliarder på listepriser
Den annullerede ordre på 97 fly har ifølge Bloomberg en værdi af 10,6 milliarder dollar, eller hvad der svarer til 70 milliarder danske kroner. Værdien er baseret på flyenes listepriser, da de blev bestilt. Flyselskaberne får dog typisk rabatter ved bestilling af et større antal fly, så den reelle pris kan være en del lavere.

Når et flyselskab laver en købsaftale med eksempelvis Airbus eller Boeing, er der sædvanligvis indskrevet en klausul, hvor kunden skal betale et vist engangsbeløb, hvis en ordre annulleres. Det er uvist, hvorvidt dette også er tilfældet ved kontrakterne om Boeing 737 MAX og Boeing 787 Dreamliner.

I 2012 offentliggjorde Norwegians daværende koncernchef, Bjørn Kjos, at flyselskabet havde lagt en ordre på 222 fly, hvoraf 122 var Boeing-fly. Heraf var der 22 Boeing 737-800, som alle er leveret, mens MAX-ordren senere blev ændret. Langt størstedelen af de bestilte MAX-fly er altså nu blevet afbestilt.

Norwegian nåede at få leveret 18 MAX-fly inden det globale flyveforbud, mens selskabet i alt har fået leveret otte 787-8 og 29 787-9.

 

Relaterede artikler:

Norwegian efterlod milliongæld i svensk pilotselskab

Norwegian vender tilbage med 18 ruter fra Danmark

Norsk personale skal flyve danske Norwegian-ruter