- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian fik overskud i andet kvartal

MAX-flyveforbuddet kostede Norwegian 400 millioner norske kroner i andet kvartal, hvor selskabet fik et overskud før skat på 111 millioner norske kroner.

Norwegian øgede indtægterne og reducerede omkostningerne i andet kvartal, hvor selskabet kunne præstere et lille overskud før skat på 111,4 millioner norske kroner.

Det er et stort spring i forhold til første kvartal, hvor Norwegian havde et underskud før skat på 1,97 milliarder norske kroner. Overskuddet i andet kvartal ligger dog fortsat 70 procent under resultatet fra andet kvartal sidste år, hvor overskuddet lød på 369,6 millioner norske kroner.

MAX-forbud vil koste 700 millioner norske kroner i år
18 af selskabets Boeing 737 MAX-fly har siden marts været ramt af flyveforbud, og det gav i andet kvartal Norwegian ekstra omkostninger på 400 millioner norske kroner.

For hele 2019 forventer Norwegian, at MAX-forbuddet vil koste selskabet 700 millioner norske kroner, mens man tidligere har estimeret omkostningen til at blive omkring 500 millioner norske kroner.

Til trods for lavere vækst og problemerne med MAX-flyene lykkedes det i andet kvartal Norwegian at øge det underliggende driftsresultat (EBITDAR) med 36 procent til 2,2 milliarder norske kroner i forhold til samme periode sidste år.

Indtægterne per sædekilometer (RASK) steg med 13 procent, og indtægterne per passagerkilometer (yield) steg med 11 procent.

Omsætningen i dette kvartal steg med 19 procent til 12 milliarder norske kroner, hovedsageligt drevet af selskabets langdistanceruter. Næsten 10 millioner passagerer rejste med Norwegian i kvartalet, hvilket er ligeså mange som i samme periode sidste år. Belægningsgraden var på 88 procent, en stigning på 1,2 procentpoint.

Fra vækst til lønsomhed
”Kvartalstallene viser, at vi leverer på strategien om at gå fra vækst til lønsomhed. Til trods for driftsudfordringer uden for vores kontrol, som 737 MAX-problemerne, leverer vi det højeste underliggende driftsresultat for andet kvartal i Norwegians historie. Jeg er også tilfreds med billetbestillingerne fremover, særligt på langdistance,” siger koncernchef Bjørn Kjos. Han annoncerede kort efter offentliggørelsen af regnskabet sin afgang som koncernchef.

Norwegian har ændret strategi fra vækst til lønsomhed gennem en række tiltag, som blandt andet inkluderer optimering af rutenetværket og et omfattende omkostningsreduktionsprogram.

Kapaciteten (ASK) aftog fra rekordhøje 48 procent i andet kvartal 2018 til seks procent i 2019. Selskabets interne omkostningsreduktionsprogram #Focus2019 fortsætter og medførte i andet kvartal besparelser på 554 millioner norske kroner. Selskabet har dermed nået målsætningen om en omkostningsbesparelse på over én milliard hidtil i år.

 

Relaterede artikler:

Bjørn Kjos stopper som koncernchef i Norwegian

Nyt milliardunderskud i Norwegian

Norwegian-vækst trods påskeeffekt