- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian introducerer WiFi helt til gaten

Passagerer hos Norwegian kan fremover nyde godt af WiFi fra gate til gate. Det betyder, at man kan koble sig på nettet allerede ved ankomst i flyet.

Behovet for internetadgang på fly bliver tilsyneladende større og større blandt passagererne.

Norwegian har derfor taget konsekvensen og går nu hele vejen for at kunne tilbyde sine passagerer den længst mulige adgang til internettet under flyveturen. Det norske lavprisflyselskab har således valgt at lancere ”gate-to-gate”-WiFi, så passagererne kan begynde at surfe løs, allerede når man har sat sig i sædet.

Vigtigt med internetadgang
Hidtil har Norwegians passagerer først kunnet få WiFi-forbindelse i mindst 10.000 fods højde (3.050 meter, red.). Nu bliver det således muligt at være på internettet fra første sekund i sædet og til sin destination. Passagererne skal først logge af, lige inden de træder ud på destinationen.

”Vi ved, hvor vigtigt det er for vores passagerer at have adgang til internettet. Hvor flyveture før i tiden udgjorde timelange sorte huller i internet-forbindelsen, gør Norwegian det nu muligt at være på nettet, fra man boarder flyet, indtil man træder ud igen,” siger Kurt Simonsen, kunde- og it-direktør i Norwegian.

”Siden vi i 2011 lancerede gratis WiFi om bord, har millioner af passagerer surfet om bord, så vi glæder os meget til at tilbyde vores passagerer den nye gate-to-gate-forbindelse som en del af vores fortsatte arbejde med at forbedre vores kundeoplevelse.”

Norwegians kunder kan fra onsdag benytte WiFi gate til gate på samtlige af flyselskabets fly – og på både korte og lange ruter. Den nye WiFi-service er dog ikke tilgængelig på afgange fra blandt andet Madrid, Barcelona, Zürich og Lissabon, da disse ikke tillader ”gate-to-gate”-WiFi.

Icelandair først med “gate-to-gate”
Icelandair var imidlertid først med WiFi fra gate til gate. Det islandske flyselskab introducerede servicen allerede i februar 2016 på sine i alt 21 Boeing 757-fly. Siden har også SAS lanceret en lignende tjeneste, hvor man indtil videre på visse fly kan koble sig på internettet, fra de letter og til landing.

Norwegian var dog det første flyselskab i verden til at indføre gratis WiFi på sine fly. Selskabet lancerede WiFi på europæiske ruter i 2011, uden at passagererne skulle betale en øre. Senere tilbød Norwegian også Video On Demand, hvor man som passagerer på europæiske ruter har adgang til Norwegians underholdningsportal på egne devices.

I februar i år lancerede Norwegian et nyt højhastigheds-WiFi om bord på alle sine fly. Det åbnede op for, at passagererne kunne streame musik, film og serier direkte til egen telefon eller tablet.

 

Relaterede artikler:

WiFi fra gate til gate

Norwegian først i Europa med live-tv

I luften med Norwegian WiFi

Norwegian lancerer gratis WiFi på langruter

Effektiv ny WiFi-forbindelse hos SAS