Icelandair tilbyder fra i dag som eneste flyselskab i Europa WiFi fra gate til gate. Dermed undgår man at vente med at gå på nettet til flyet er i luften i 10.000 fods højde.
Fra i dag kan Icelandair tilbyde WiFi på samtlige selskabets Boeing 757-fly. Udrulningen har været undervejs et stykke tid, men nu er i alt 21 fly udstyret med en teknologi, der er skridt foran andre flyselskaber.
Hos Icelandair kan man nemlig benytte WiFi fra man sætter sig til rette i flyet, på flyveturen til og fra Island eller videre over Atlanten til en af flyselskabets 16 nordamerikanske destinationer. Hos andre flyselskaber skal man op i 10.000 fods højde svarende til 3.050 meter før WiFi er tilgængeligt.
Modsat Norwegian er WiFi ikke gratis for alle passagerer, der rejser med Icelandair. Rejsende på Business Class får gratis adgang, mens passagerer der har købt en billet til Economy eller Economy Comfort skal betale et mindre gebyr.
Der er tale om en 3G-forbindelse, der giver adgang til at tjekke e-mails, være på de sociale medier samt surfe på internettet. Det er således ikke tilstrækkelig båndbredde til streaming-tjenester.
WiFi-teknologien i Icelandairs fly er leveret af den amerikanske producent Row44, der også har amerikanske Southwest samt Norwegian som referencekunder.
18.000 om dagen hos Norwegian
Netop Norwegian kan i disse dage fejre fem års jubilæum for selskabets introduktion af gratis WiFi ombord på Boeing-flyene.
Det har det norske lavprisflyselskab markeret med en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.000 passagerer, og sammenholdt med data fra 550.000 flyvninger, har Norwegian kunnet lave nogle interessante konklusioner.
Hver dag er der 18.000 passagerer, der benytter sig af selskabets WiFi. De mest aktive passagerer rejser ud af Tromsø, Málaga, Barcelona, Alicante og Madrid. De spanske rejsende er således meget aktive på internettet, og 62 procent af spanierne logger sig da også på de sociale medier under en flyvning.
De hurtigste til at logge sig på nettet er tyske passagerer skarp forfulgt af svenskere og danskere. Når danskerne logger sig på efter at være kommet op i flyvehøjden, er det netsiderne fra Ekstra Bladet, DR, BT og Politiken, der er de mest populære.
Interessant er det også, at halvdelen af alle unge rejsende mellem 18 og 25 år logger sig på Instagram for at poste en selfie eller et foto af flyets vinge. Indtil nu er #flynorwegian blevet tagget næsten 13.000 gange på Instagram.
Siden Norwegian introducerede WiFi på de første fly i 2011 er 500 terrabyte date blev downloadet ombord, hvilket svarer til 1,2 mio. sange, 170 mio. indkommende mails eller 25.000 timer Netflix-streaming.