- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian slår seks flyselskaber i bæredygtighed

Resultatet af en ny undersøgelse viser, at Norwegian opfattes som mere bæredygtigt end seks andre flyselskaber, mens branchen som helhed vurderes til at være blandt de allermindst grønne.   

En række adspurgte danskere har indtryk af, at Norwegian er blandt de mest bæredygtige flyselskaber. Det står klart efter, at den nye udgave af Sustainable Brand Index er blevet offentliggjort.

Det en analyse, der udgives en gang om året. Heri foretages der en rangering af de undersøgte virksomheder i henhold til, hvor bæredygtige forbrugerne opfatter, at de enkelte selskaber er på flere forskellige områder.

Analysen udføres både på baggrund af research og via spørgeskemaundersøgelser, hvor hver virksomhed vurderes af mindst 1.000 respondenter, lyder det.

Deltagerne forholder sig særligt til, hvordan de opfatter virksomhedernes aftryk på miljøet samt hvorledes selskaberne forvalter deres sociale ansvar. Derudover stilles der spørgsmål til en række områder under hver af de to hovedkategorier.

Kun to brancher opfattes som mindre bæredygtige
I den netop udgivne udgave af analyse kommer Norwegian på en førsteplads foran seks andre flyselskaber. Dernæst følger KLM og Lufthansa på henholdsvis anden- og tredjepladsen, mens Finnair opfattes som det fjerdemest bæredygtige flyselskab.

På femtepladsen finder man Air France, mens SAS indtager sjettepladsen. På syvende- og sidstepladsen blandt de flyselskaber, som forbrugerne er blevet adspurgt om, befinder British Airways sig.

I tillæg til at undersøge de enkelte virksomheder, foretages der i Sustainable Brand Index en vurdering af, hvor bæredygtige respondenterne opfatter, at de enkelte brancher er. Ud af de i alt 24 brancher, som er en del af undersøgelsen, ender flyselskaberne og luftfartsbranchen på 22.-pladsen.

Den branche, der opfattes som mest bæredygtig er detailbranchen med et særligt fokus på supermarkeder, mens det kun er telekommunikation og rejsebranchen, der opfattes som værende mindre grønne end flyselskaberne.

Giver blod på tanden
Andreas Hjørnholm, der er nordisk chef for kommunikation og public affairs i Norwegian, er tilfreds med, at flyselskabet fremstår bæredygtigt i respondenternes øjne, da det giver næring til at fortsætte den indsats for at sænke klimaaftrykket, som man er i færd med.

”Det er en vigtig anerkendelse for os, fordi klimakrisen er det væsentligste problem, vi som sektor står overfor de kommende år. I Norwegian har vi et mål om at reducere CO2-udledningen med 45 procent inden 2030, og vi arbejder med en lang række initiativer, der hver dag bringer os tættere på det.”

”Prisen viser, at vi er lykkes med at forklare det til vores kunder, nemlig danskere, der gerne vil ud at rejse. Det giver blod på tanden for at fortsætte arbejdet for et mere bæredygtigt Norwegian.”

Anerkender indsats
Til trods for at KLM måtte nøjes med en andenplads blandt flyselskaberne, så er selskabet tilfreds med placeringen, da man overordnet set har forbedret opfattelsen hos de adspurgte, når man sammenligner med sidst, at analysen blev gennemført.

”Vi er meget glade for at se, at danskerne anerkender vores indsats for at gøre flyvningen så bæredygtig som muligt. I forhold til sidste år er vi steget 53 placeringer på ranglisten (den samlede rangliste over alle de vurderede selskaber, red.), hvilket er fantastisk,” udtaler Maria Hagelberg, der er marketingchef hos Air France og KLM i Nordeuropa.

”Da vi ønsker, at vores kunder skal være velinformerede om vores arbejde, samt om, hvordan de kan slutte sig til os for at rejse mere bæredygtigt, er vi glade for at se, at det ser ud til at være tilfældet.”


Relaterede artikler:

1,2 mio. rejsende og høj belægning hos Norwegian

62 Norwegian-fly på vingerne i januar

Klimaomkostninger i Norge øges med 60 procent