- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Norwegian stopper langdistanceflyvninger fra CPH

Norwegian skal inden udgangen af 2021 finde fire milliarder norske kroner ved hjælp af spare- og strategiplanen NEXT, som det norske lavprisflyselskab er på vej til at implementere.

Det bliver ifølge bestyrelsesformand Niels Smedegaard en plan med svære beslutninger, hvor Norwegian givetvis vil modtage kritik for at lukke ruter.

En af de svære beslutninger er nu taget, og det handler om, at Norwegian ikke længere vil tilbyde langdistanceruter fra København og Stockholm. Det betyder rent konkret, at USA-ruterne ikke vender tilbage til Københavns Lufthavn i den kommende sommer, og ruterne til Bangkok og Krabi i Thailand lukkes ved udgangen af vintertrafikprogrammet i slutningen af marts 2020.

For lille marked
Beslutningen hænger ifølge Norwegian sammen med efterspørgslen i de konkrete markeder kombineret med de mange driftsforstyrrelser på Rolls-Royce-motorerne, der er monteret på Boeing 787 Dreamliner-flyene.

“Vi evaluerer løbende vores rutenetværk for at sikre, at vi møder efterspørgslen. Vi oplever stigende efterspørgsel på vores ruter mellem USA og Europa og ser frem til at tilbyde rejsende på begge side af Atlanterhavet flere valgmuligheder og gode priser. Samtidig ser vi, at langdistancemarkedet til og fra Skandinavien er lille, sammenlignet med de store byer som New York, London, Los Angeles, Paris og Rom. Skandinavien er ikke stort nok til at opretholde interkontinentale flyvninger fra både Oslo, Stockholm og København,” siger Matthew Wood, der er kommerciel direktør i Norwegian.

USA-flyvningerne fra Oslo til USA fortsætter, mens det endnu ikke er afklaret, om Norwegian også vil fortsætte Thailand-ruterne fra Oslo. Det ligger dog fast, at Bangok-ruten fra Oslo vil blive sommerlukket, mens der endnu ikke er taget stilling til Bangkok og Krabi for vinteren 2020/21.

Via Oslo og London
Norwegian understreger, at med otte daglige flyvninger mellem København og Oslo samt fem mellem København og London, så har Norwegians danske passagerer fortsat let adgang til selskabets interkontinentale destinationer i USA, Thailand, Argentina og Brasilien.

“Danskerne skal til at vænne sig til at flyve via Oslo og London, når de flyver long haul med Norwegian,” siger Andreas Hjørnholm, kommunikationschef hos Norwegian i Danmark til CHECK-IN.dk.

I forbindelse med, at Norwegian afvikler sine langdistanceruter fra Københavns Lufthavn, så skal der heller ikke længere være vedligeholdelse af Dreamlinere i lufthavnen. Det kommer til at berøre 23 ansatte, eller omkring en tredjedel af de op til 80 ansatte i den tekniske organisation i Københavns Lufthavn.

Op til 11 destinationer
Gennem tiden har Norwegian på langdistanceruterne fløjet fra København til i alt 11 destinationer, henholdsvis Boston, Fort Lauderdale, Las Vegas, Los Angeles, New York, Oakland, Orlando, San Juan, St. Croix samt Bangkok og Krabi.

Norwegians første langdistancerute fra Københavns Lufthavn åbnede den 20. november 2013, og selskabet lukker ned den 27. marts 2020 med sidste flyvning til Krabi.

 

Relaterede artikler:

Officielt: Norwegian lukker USA-ruter ud af København

USA-ruter fra CPH i fare for at lukke

Norwegian lukker USA-ruter fra Skandinavien