Ny årsrekord for flypassagerer fra danske lufthavne

Næsten 14,1 millioner passagerer afrejste i 2011 med fly fra danske lufthavne. Det er en stigning på 700.000 i forhold til året før og samtidig årsrekord. Næsten 1.6 million passagerer rejste direkte til de store europæiske hubs i Amsterdam, London-Heathrow, Paris eller Frankfurt.

På trods af international gældskrise og global økonomisk usikkerhed rejste et rekordstort antal flypassagerer fra de danske lufthavne i 2011.

Næsten 14,1 millioner afrejsende passagerer var der om bord i fly, der lettede fra 9 danske lufthavne.

Københavns Lufthavn har som hovedstadslufthavn broderparten af trafikken med en andel på omkring 80 procent. De jyske lufthavne samt lufthavnene i Roskilde og i Rønne repræsenterer de resterende 20 procent.

Billund Lufthavn var i 2011 den største af de jyske lufthavne med i alt 1.355.000 afrejsende passagerer, viser nye tal fra Trafikstyrelsen. Dermed udgjorde passagerantallet i Billund Lufthavn 10 procent af det samlede antal flypassagerer i det danske marked.

Lidt mindre var andelen i Aalborg Lufthavn med 691.000 afrejste passagerer, hvilket svarer til 5 procent af det samlede marked, mens Aarhus Lufthavn sammen med lufthavnene i Karup, Rønne, Esbjerg, Sønderborg og Roskilde udgjorde de resterende 4 procent.

Mange passagerer til store udenlandske hubs

Blandt de mest populære destinationer er Stockholm og Oslo. Af samlet 700.000 passagerer, der rejste fra København til Oslo var 170.000 transit- og transferpassagerer svarende til 24 procent. Noget højere var transferandelen til Stockholm, hvor 180.000 af 630.000 afrejsende passagerer var transferpassagerer, hvilket svarer til en andel på næsten 29 procent.

Det understreger betydningen af Københavns Lufthavn som hub for flytrafikken til og fra Skandinavien.

Mennår rejserne går den modsatte vej – mod øst, vest eller syd – søger passagererne i stedet mod de store euroæiske trafikknudepunkter i de tilfælde, hvor der ikke er direkte ruter fra Københavns Lufthavn.

Således er Amsterdam-Schipol, London-Heathrow, Paris-Charles de Gaulle, Frankfurt Airport, Helsinki Airport, Zürich Airport og lufthavnen i München i den nævnte rækkefølge de største destinationer fra København til kombineret point-to-point og transfertrafik.

I alt rejste 1,6 millioner flypassagerer i 2011 til enten Amsterdam, London-Heathrow, Paris eller Frankfurt, hvoraf en stor del angiveligt skiftede fly i de respektive hubs.