Ny afstemning hos British Airways-kabinepersonale

Endnu engang skal kabineansatte hos British Airways tage stilling til, hvorvidt der skal indledes strejker som følge af den langvarige uoverensstemmelse med selskabet. Den nye afstemninge indledes den 1. marts og slutter den 28. marts, hvorfor en eventuel stejke tidligst kan finde sted i april måned.

Der er virkelig tale om en “never-ending-story“, når British Airways-kabinepersonalet organiseret hos fagforeningen Unite endnu engang skal tage stilling til, hvorvidt der skal indledes aktioner mod selskabet.

Det bliver hermed den fjerde urafstemning i løbet af blot to år. Den seneste afstemning blev gennemført i januar måned, men blev erklæret ugyldig, da Unite åbenbart havde lavet en fodfejl i forbindelse med afstemningen. Den nye afstemning finder sted i perioden fra 1. marts til 28. marts.

Konflikten har varet så længe, at fokus fuldstændig er forsvundet fra de oprindelige uoverensstemmelser. Det er Unite´s opfattelse, at British Airways udøveranti-fagforeningsvenlig aktivitet, underminerer indgåede aftaler samt provokerer unødigt ved på et tidspunkt at have udlukket strejkende medarbejdere fra at anvende selskabets rabat- og frirejseordning. Disse forhold forhindrer ifølge Unite, at der sker fremskridt i forhandlingerne.

Herudover hævdes, at British Airways systematisk forsøger at fjerne ansatte organiseret i Unite. Siden 2010 er 18 Unite-medlemmer blevet afskediget og yderligere 70 suspenderet fra tjeneste, hvoraf en tredjedel var lokale aktive i fagforeningen.

“Ledelsen i British Airways bliver nødt til at forstå,at den aldrig vil være i stand til at ødelægge den ånd, der hersker blandt kabinepersonalet, og at usikkerhed og forvirring hos kunderne vil fortsætte, indtil selskabet begynder at lytte til deres ansatte,“ skriver generalsekretær Len McCluskey i et brev til medlemmerne ifølge fagforeningens hjemmeside.

En talsmand fra British Airways siger ifølge britiske medier, at det kun er en lille minoritet af “hardliners“, der ønsker konflikt. Alle øvrige ønsker i stedet, at konflikten afsluttes.

Såfremt urafstemningen giver Uniteflertal for at fortsætte konflikten, vil en eventuel ny strejke hos kabinepersonalet tidligst kunne blive en realitet i begyndelsen af april måned, idet en strejke skal varsles 7 dage før den træder i kraft.

“Såfremt der bliver flere aktioner fra kabinepersonalets side, vil vi implementere vores genneprøvede nødplan. Det betyder fuldt trafikprogrami London City Airport og London Gatwick samt hele det interkontinentale trafikprogram fra London Heathrow samt en stor del af de øvrige afgange fra Heathrow,“ siger talsmanden for British Airways.

Foto: Kabinepersonalet hos British Airways skal i løbet af marts igennem endnu en urafstemning.