- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ny aftale styrker Finnairs konkurrencekraft

Finnair og selskabets piloter har indgået en aftale frem til efteråret 2024, og det giver det finske flyselskab mere fleksibilitet, større forudsigelighed og øget konkurrencekraft. Flyver til 60 destinationer i sommer.

Da SAS i slutningen af marts så sig tvunget til at indgå en etårig overenskomst med selskabets piloter i Skandinavien, var der ikke tilfredshed med resultatet, hvor piloterne afstod fra en aftalt lønstigning på 4,0 procent fra 2019 for perioden fra den 1. april 2021 til 31. marts 2022.

Aftalen var, ifølge SAS, ikke god nok til at sikre konkurrencekraften i fremtiden, hvor der er brug for større fleksibilitet fra piloterne side, så det er muligt at indsætte flest mulige ressourcer, når den store efterspørgsel sætter ind fra juni til september.

Men hvad SAS ikke har formået i den nye etårige aftale, er tilsyneladende lykkedes for Finnair, der netop har indgået en ny overenskomst med selskabets piloter i det kommende tre og et halvt år. Den nye overenskomst løber fra den 1 april 2021 til 30. september 2024, hvormed det finske flyselskab får skabt de nødvendige vilkår for at flyve ud af coronakrisen med øget forudsigelighed.

Understøtter konkurrenceevnen
Ifølge en pressemeddelelse fra Finnair giver den nye overenskomst mulighed for at balancere de sæsonmæssige udsving i flytrafikken mere effektivt.

“Med den nye kollektive aftale demonstrerer vores piloter deres vilje til at bidrage konstruktivt til Finnairs genopbygningsfase midt i den største krise i luftfartens historie.

Jeg er glad for, at vi sammen har været i stand til at blive enige om løsninger, der understøtter Finnairs konkurrenceevne, samtidig med at Finnair er en god arbejdsgiver for finske piloter også i fremtiden. Den lange aftaleperiode giver os forudsigelighed og understøtter den langsigtede indsats for at opbygge Finnairs fremtid,” hedder det i en udtalelse fra Johanna Karppi, der er HR-direktør i Finnair.

Over 60 destinationer i sommeren 2021
Samtidig med, at aftalen med piloterne er faldet på plads, har Finnair annonceret den planlagte vækst i sommerens trafikprogram, hvor der især bliver fokus på fritidsrejsemarkedet blandt de flere end 60 destinationer.

I juni vil Finnair genoptage ruter til Reykjavik, Bodø, Nice, Lissabon og Vilnius, mens der vil blive sat flere frekvenser ind til græske destinationer som Rhodos, Chania (Vestkreta) og Santorini samt til Mallorca, Málaga og Alicante i Spanien. Herudover genoptages i juni flyvningerne til Chicago og Los Angeles, og til New York øges frekvenserne op til tre ugentlige afgange.

“Vi følger nøje, hvordan rejsevejledningerne udvikler sig på tværs af vores markeder og har fleksibiliteten til at øge flyvninger baseret på efterspørgsel og udnytte de muligheder, der skabes, når rejserestriktionerne ophæves,” siger Ole Orvér, der er kommerciel direktør hos Finnair.

 

Relaterede artikler:

Finnair vil udnytte hul i markedet

Finnair-underskud på 3,9 milliarder kroner

Finnair opgiver fem langruter i sommerprogram