Airbus A321 fra Finnair i Helsinki Lufthavn. (Foto: YLE)

Finnair vil udnytte hul i markedet

Finnair ser muligheder for at tage tre millioner passagerer årligt fra Norwegian og SAS, når markedet for flytrafik igen åbner.

Krisen i luftfartsbranchen skaber turbulens i markedet. Mens stort set alle flyselskaber det seneste år har mærket de negative konsekvenser af coronapandemien, kan ændringerne i markedet også give ekspansionsmuligheder for nogle selskaber.

Finnair ser således muligheder for at ekspandere på hjemmemarkedet som følge af at andre flyselskaber trækker sig eller reducerer på ruterne til og fra Finland. Det skriver Airline Weekly.

Finnairs største konkurrent i regionen er Norwegian, som befinder sig i en dyb krise og har reduceret flyflåden og antallet af ruter drastisk samtidig med, at selskabet befinder sig i en rekonstruktionsproces.

Finnair: Norwegian har lukket base
Norwegian har ifølge Finnairs koncernchef lukket basen i Helsinki for at fokusere sine aktiviteter fra baserne i Oslo og København, selv om Norwegian ikke har meldt dette officielt ud. ”Vi ved, at de har lukket den,” siger koncernchef Topi Manner.

SAS har også reduceret sine operationer drastisk, og tilsammen efterlader de to selskaber et hul i markedet, som Finnair ifølge topchefen kan udfylde.

”Vi tror, ​​at der er tre millioner passagerer at hente på det finske marked,” siger Topi Manner om fremtiden.

Internationale ruter hårdt ramt
Indtil videre har Finnair ligesom alle andre flyselskaber måttet reducere sin trafik, og det finske selskab havde i fjerde kvartal 2020 en nedgang i trafikken på 92 procent i forhold til samme kvartal året før.

Især Finnairs internationale rutenetværk er hårdt ramt af krisen, mens det ifølge topchefen går forholdsvist godt med indenrigsnetværket – ikke mindst på ruterne til Lapland.

Fra passagerer til fragt
Finnair fortsætter med at flyve langdistanceruter fra Helsinki til Tokyo, Shanghai, Hong Kong, Singapore, Seoul og Bangkok, men der er stort set ingen passagerer på flyene, som derfor i praksis fungerer som fragtflyvninger.

Finnair har blandt andet set efterspørgslen på fragt af fisk fra Norden til Asien stige, ligesom selskabet også har fløjet med flere maskiner og reservedele end normalt.

Det skyldes blandt andet, at der i øjeblikket er et stort pres på fragtmarkedet af søvejen, hvilket tvinger virksomhederne til at benytte sig af luftfragt for varer, der normalt ville gå ad søvejen, selv om omkostningerne ved luftfragt er større, fortæller Topi Manner.

 

Relaterede artikler:

Finnair-underskud på 3,9 milliarder kroner

Finnair opgiver fem langruter i sommerprogram

Finnair udsætter genstart af syv ruter