- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ny Condor A330neo i strandbemaling

Condor har netop foretaget den første kommercielle flyvning med selskabets nye Airbus A330-900-fly, der samtidig bliver det første, som er iklædt en beige-udgave af det stribede livery.

I løbet af foråret sidste år introducerede Condor en ny flybemaling, der ved første øjekast kunne minde om striberne på et bolsje, men hvor inspirationen derimod var hentet fra parasoller, strandstole og lignende sommermotiver.

Meldingen fra flyselskabet var, at det nye livery skulle manifesteres i fem forskellige farver således, at flyene vil være at finde i henholdsvis gul, rød, blå, grøn og beige. Ambitionen er, at 80 procent af flåden skal bære den nye bemaling i 2024.

Hidtil er det dog kun en del af farverne, som har kunnet opleves i de lufthavne, der beflyves af det tyske flyselskab, men nu oplyser Condor, at det første fly, som er bemalet i den beige-variant – der kaldes beach – også er kommet på vingerne.

Vil modernisere flåden
I øjeblikket består flåden hos det tyske flyselskab af 53 fly, der har en gennemsnitsalder på 18,6 år. Det drejer sig om Airbus-flytyperne A320, A321 og A330 samt fly fra 757- og 767-serierne fra Boeing.

I tillæg hertil har Condor indgået en ordre på 13 A320neo- og 28 A321neo-fly, der skal benyttes som erstatninger med henblik på at foretage en modernisering af selskabets kort- og mellemdistanceflåde, ligesom flyselskabet også har investeret i 18 nye A330neo’er.

Den 29. december blev det andet af disse nye Airbus- fly – et A330-900 – officielt overdraget fra den europæiske flyproducent til Condor efter en flyvning fra Toulouse til Frankfurt, og det bliver det første i beach-bemalingen.

Har tre kabineklasser
Det nye fly er blevet udstyret med registreringen D-ANRH, og den 8. januar foretog det den første kommercielle flyvning. Den fandt sted mellem Frankfurt Airport og Sir Seewoosagur Ramgoolam International Airport, der betjener hovedstaden Port Louis på Mauritius.

A330-900-flyet er konfigureret med tre kabineklasser, hvor der i alt er 310 sæder. De er fordelt sådan, at der er 30 sæder på Business Class, 64 på mellemklassen Premium Economy samt 216 på Economy Class.

Som bevæggrund for investeringen i flytypen fremhæver Condor blandt andet, at den blot kræver 2,1 liter brændstof per passager for hver 100 kilometer, der flyves, ligesom A330-900’erne hverken støjer eller udleder lige så meget CO2 som andre flytyper.


Relaterede artikler:

Condor skaber grundlag for vækst hos ACMI-selskab

Condor bestiller 41 nye fly

Introducerer bolsjestribede fly