Ny konflikt truer hos British Airways

Kabinepersonalet hos British Airways gennemførte i marts måned to strejker, der satte en lang række fly på jorden. Nu er forhandlingerne igen brudt sammen og fagforeningen Unite anbefaler et “nej“ til et nyt forslag, der går til afstemning i næste uge.

Uroen fortsætter hos British Airways. Selskabets fly er knapt kommet i luften efter vulkan-krisen, førend nye problemer dukker op i horisonten.

Forhandlingerne mellem selskabets ledelse og kabinepersonalets fagforening Unite brød sammen i denne uge, hvorfor 12.000 kabineansatte i næste uge skal stemme om, hvorvidt det fremlagte forslag fra British Airways skal accepteres.

Unite har allerede meddelt, at man anbefaler, at medlemmerne stemmer nej til forslaget. “Jeg beder alle kabineansatte hos British Airways om at støtte op omkring deres fagforeningsamt egen værdighed og selvrespekt ved at afvise tilbudet fra British Airways i den kommende afstemning. Hvis forslaget afvises, håber jeg at ledelsen i selskabet vil komme til fornuft og medvirke til at forhandle en fornuftig aftale,“ siger Tony Woodley, der er generalsekretær i Unite.

En talsmand for British Airways giver udtryk for stor skuffelse over, at Unite opfordrer medlemmerne til at se bort fra selskabets tilbud. “På trods af voresøkonomiske situation, har vi præsenteret et meget fair tilbud til Unite,“ siger talsmanden.

British Airways mener at haveimødekommet alle de krav, som Unite har stillet gennem den 14 måneder lange forhandlingsproces. Det være sig løn- og bemandingsforhold samt øget mulighed for deltidsbeskæftigelse.

Næste uges vejledende afstemning vil give et fingerpeg om, hvorvidt en ny strejke er under opsejling. I givet fald vil det skabe en ny vanskelig situation for det hæderkronede britiske selskab, der har masser af problemer at slås med i forvejen. Den britiske luftfartsanalytiker Andrew Light fra Citigroup vurderede for nylig, at de to strejkeperioder i marts måned samlet har kostet British Airways op imod 75 mio. £ – eller omkring 630 mio. danske kroner.