Ny landingsbane i Vágar Lufthavn klar til indvielse

Lørdag den 3. december indvies den nye landingsbane i Vágar Lufthavn på Færøerne. Første fly ankommer kl. 14.00 fra København. Med den forlængede bane er der skabt mulighed for, at større flytyper kan trafikere øgruppen i Nordatlanten.

Når Atlantic Airways Avro RJ100-flyet med rutenummer RC453 fra København lørdag den 3. december lidt før kl. 14.00 lægger an til landing i Vágar Lufthavn, markerer det en ny epoke for lufthavnen på Færøerne.

Vágar Lufthavn er den eneste lufthavn på Færøerne og blev åbnet for civil trafik tilbage i april måned 1963.Lufthavnen har sit navn fra øen Vágar, hvor største befolkningsgruppering findes i den nærliggende bygd Sørvágur.

Tidligere var det en strabadserende oplevelse at komme fra lufthavnen til hovedøerne, men i 2003 blev der åbnet en tunnel fra Streymoy til Vágar, hvilket har gjort det hurtigt og mere effektivt at benytte lufthavnen.

Udvidet med 549 meter

Lufthavnensoprindelige bane har en længde på 1.250 meter, hvilket har begrænset de flytyper, der hidtil har trafikeret lufthavnen.Da Maersk Air oprindeligt befløj ruten fra København til Vágar, måtte selskabet udvikle en særlig version af Boeing 737-200 flyet med særlige kortbaneegenskaber.

Men nu skulle disse trængsler være forbi, når den 1.799 meter lange bane åbnes på lørdag den 3. december.

Det færøske luftfartsselskab Atlantic Airways har da også planer om allerede fra 28. marts 2012 at indsætte selskabets kommende Airbus A319-fly på ruten mellem Vágar og København.

Men det kan potentielt set også åbne op for udefrakommende konkurrence, idet banens forøgede længde øger mulighederne for, at andre operatører kan komme ind på ruten med større fly.

Stort åbningsarrangement

Åbningsarrangementet er tilrettelagt med de traditionellevandkaskader fra lufthavnens brandkøretøjer, når RC453 kl. 14.00 lander fra København. Herefter vil bestyrelsesformand Kitty May Ellefsenfra A/S Vágar Lufthavn byde velkommen.

Blandt de øvrige talere er landsstyremand Jonas Dahl, lufthavnsdirektør Finnbogi Niclasen, bestyrelsesformand Christian Andreasen fra J&K Petersen Contractors samt endelig Bjarni A. Bjarnasson, der er bestyrelsesformand i det færøske luftfartsselskab Atlantic Airways.

Fra 1963 til 2005 var Vágar Lufthavn ejet og drevet af Statens Luftfartsvæsen i Danmark. I april måned 2005 overtog det færøske hjemmestyre driften af lufthavnen, der 24. juli 2008 blev omdannet til et aktieselskab.

Lufthavnens bestyrelse har siden april måned haft dansk repræsentation. Tidligere administrerende direktør i Billund Lufthavn, Jørgen Krab Jørgensen, blevden første ikke-færing, der fik sæde i bestyrelsen for P/F Vágar Airport.