Ny Lufthansa-strejke onsdag

Lufthansas utilfredse piloter fortsætter deres strejkeaktioner. I morgen er det Lufthansas flyvninger til og fra München, der berøres i en otte timers periode.

Først var det de rejsende med Lufthansas datterselskab Germanwings, der blev ramt af at piloter organiseret i Vereinigung Cockpit nedlagde arbejdet i seks timer fredag den 29. august. I fredags var det de rejsende med Lufthansa til og fra selskabets trafikknudepunkt i Frankfurt, der blev ramt, da Lufthansas piloter strejkede i seks timer.

I morgen er det så Lufthansa-rejsende til og fra selskabets andet store trafikknudepunkt München der bliver ramt, når piloterne gennemfører en otte timer lang arbejdsnedlæggelse i Münchens lufthavn fra klokken 10 til klokken 18.

Strejken berører ikke de andre flyselskaber i Lufthansa-gruppens trafik til og fra München. Gruppen tæller blandt andet Germanwings, Swiss, Austrian og Brussels Airlines.

Piloternes gentagne strejkeaktioner er led i en arbejdskamp for at få en ny overenskomst forhandlet på plads. Siden april har piloterne hos Lufthansa, Germanwings og Lufthansa Cargo forhandlet med selskabets ledelse via en mediator for at nå frem til en brugbar aftale. Men forhandlingerne brød sammen i midten af august.

Tre flyvninger
Lufthansa har tre flyvninger fra München til København i det tidsrum i morgen, som strejken er planlagt til at finde sted i. Kun selskabets morgenrotation vil formentlig ikke blive berørt. SAS flyver også fire gange dagligt mellem København og München. De flyvninger vil ikke blive berørt.

Lufthansa ved endnu ikke præcis hvor mange flyvninger til og fra München selskabet bliver nødt til at aflyse i morgen. Passagerer opfordres til at holde øje med selskabets hjemmeside.