- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ny Ryanair-rute fra Billund til Bologna

Billund Lufthavn får den kommende sommer en Ryanair-rute til Bologna, og dermed er den vestdanske lufthavn oppe på fem italienske ruter fra det irske lavprisflyselskab.

Ryanair har de seneste dage annonceret flere ruteåbninger i det kommende sommertrafikprogram, og lavprisflyselskabet melder fortsat ud om nye ruter.

Senest har det irske selskab annonceret planerne for Bologna, og her kan danskerne se frem til en rute til den italienske lufthavn. Ryanair vil således åbne en forbindelse fra Billund Lufthavn til Bologna med to ugentlige afgange.

Der er ikke meldt afgangstider ud, men ifølge flyselskabets bookingsystem er der afgang på mandage og fredage. Afgang fra Bologna er klokken 20.05 med ankomst i Billund to timer og 10 minutter senere. Efter 25 minutter på jorden returnerer flyet til Bologna Guglielmo Marconi Airport, hvor det lander klokken 00.50. Første rotation er fredag 2. juli.

Ryanair vil den kommende sommer have baseret 10 fly i Bologna, og ruten til Billund er annonceret sammen med nye ruter fra den italienske lufthavn til Budapest, Chania, Menorca, Oradea, Santorini, Sibiu samt Paphos. I alt er Ryanair oppe på 64 ruter fra Bologna.

Fem italienske destinationer med Ryanair
Med ruten til Bologna kan Ryanair tilbyde fem italienske ruter fra Billund Lufthavn i den kommende sommer. De øvrige destinationer i Italien er Milano-Bergamo, Pisa, Rom-Ciampino og Venedig-Treviso (Marco Polo-lufthavnen midlertidigt i begyndelsen).

En anden Ryanair-rute, der også åbner 2. juli i det kommende sommerprogram fra Billund, er forbindelsen til Chania på Vestkreta. Denne rute med to ugentlige afgange – mandag og fredag – er ligeledes blevet annonceret fra Ryanair i denne uge.

”Det er rigtig dejligt med de to nye Ryanair-ruter. Nu håber vi bare, at der kommer nogle udmeldinger fra myndighederne, så vi kan sende danskerne derned. Det er nogle meget populære rejsedestinationer, og vi ved, at danskerne er rejseklar. Nu skal de bare have muligheden for at tage af sted,” siger Mads Bisp Agersnap, pressechef i Billund Lufthavn, til CHECK-IN.dk.

”Det er en stor anerkendelse, at flyselskaberne er klar til at flyve fra Billund. Vi er meget glade for Ryanairs ruter. Overordnet set er det en kunde, vi sætter stor pris, og som er populær hos mange danskere.”

Ryanair-ruten fra Billund Lufthavn til Bergamo er ifølge selskabets tidtabel sat til at åbne 30. marts 2021, ruten til Pisa åbner 2. maj, mens første fly fra den vestdanske lufthavn til Treviso er 3. maj.

 

Relaterede artikler:

Tre nye danske Ryanair-ruter til græske ferieøer

Ny Ryanair-base sikrer Venedig-rute fra Billund

Ryanair åbner Barcelona-rute fra Billund Lufthavn