Ved dannelsen af den nye svenske regering kom Miljøpartiet igennem med sit ønske om en flyafgift. Det er nu en del af regeringens miljøpolitik.
Ved dannelsen af den nye svenske regering er det lykkedes Miljøpartiet at få partiets mærkesag om en særlig afgift på flyrejser skrevet ind i den nye regerings klimapolitiske program. Derfor er det nu den socialdemokratisk-ledede regerings politik i den kommende firårige regeringsperiode at arbejde for indførelsen af en afgift magen til den, som Danmark skrottede i 2007.
Konkret har Miljøpartiet foreslået en afgift på 110 svenske kroner for alle flyrejser fra svenske lufthavne til andre svenske lufthavne og til destinationer inden for EU. Går turen uden for EU skal det koste 270 svenske kroner i afgift når en flypassager letter fra en svensk lufthavn, argumenterede partiet for i valgkampen op til Riksdagsvalget 14. september.
Forvride konkurrencen
Ifølge Miljøpartiet vil flyskatten kunne indbringe 3,5 milliarder svenske kroner om året til statskassen. Men det vil også reducere det svenske bruttonationalprodukt med 11,5 mia. svenske kroner, betyde mistede skatteindtægter for staten på 5,6 mia. kroner og koste op mod 10.000 arbejdspladser, lyder advarslen fra brancheforeningen Svenskt Flyg.
”En lufthavnsskat vil true 10.000 svenske arbejdspladser, forvride konkurrencen til fordel for udenlandske luftfartsselskaber, lufthavne og turistindustri samt alvorligt true konkurrenceevnen for svensk industri,” skrev Svenskt Flyg før valget i et notat om sagen.
Fordel for CPH
På torsdag præsenterer den nye regering sit statsbudget for 2015. Her vil det fremgå hvor stort provenu regeringen forventer at få ind fra en flyafgift. Hvis svenskerne vælger at indføre en afgift, så kan det gå hen og blive en fordel for Københavns Lufthavn, i det nogle sydsvenskere muligvis vil bytte Malmø Sturup ud med Københavns Lufthavn.
Desuden vil en afgift sandsynligvis spille ind, når ikke-skandinaviske flyselskaber om de skal øge eller reducere deres kapacitet til Stockholm Arlanda og Københavns Lufthavn.
Negativ indvirkning
Danmark havde fra slutningen af 1990’erne og frem til 2007 en passagerafgift på 75 danske kroner per passager, der lettede med fly fra danske lufthavne. Det blev i 2007 afskaffet af den daværende borgerlige regering på grund af negativ indvirkningpå den danske økonomi.
Sidenhen har Enhedslisten bragt en afgift i spil flere gange, ligesom SF og Socialdemokratiet har haft den med i fælles valgoplæg. Men det seneste år har Socialdemokratiet flere gange kategorisk afvist, at en afgift kan komme på tale igen.