Nye flyruter fra vestdanske lufthavne

I løbet af 2009 åbner indtil videre 13 nye flyruter fra vestdanske lufthavne – dog primært rettet mod fritidsrejsende.

På trods af krisen i luftfarten, har der indtil videre i 2009 været stor aktivitet omkring etablering af nye flyruter fra de vestdanske lufthavne.

Langt den overvejende del af de nyetablerede ruter – eller kommende ruter – er tilpasset fritidsrejsende, og appellerer derfor i mindre grad til rejsebehovet i forretningslivet.

Først og fremmest har luftfartsselskaberne forsøgt at lukke hullet efter Sterling Airlines, der krakkede i oktober måned sidste år. Mange af de nyåbnede ruter er egentlige genetableringer af nogle af de ruter, der lukkede ved Sterlings ophør.

Der tegner sig et tydeligt mønster, hvor Cimber Sterling satser på udenrigsruter fra Billund Lufthavn, mens konkurrenten Norwegian satser på Aalborg Lufthavn. Men konkurrencen betyder dog, at Cimber Sterling forsøger at “drille“ den norske udfordrer ved eksempelvis atetablere ruten Aalborg – Málaga – udover indenrigsruten til København, hvor de to selskaber flyver vinge mod vinge i en udmattelseskamp.

BLL marshal

Billund får ca. halvdelen af nye vestdanske ruter

Siden nytår ersyv ruter åbnet fra de vestdanske lufthavne – og flere er på vej:

  • Aalborg – London Gatwick (Norwegian)
  • Aalborg – Málaga (Norwegian og Cimber Sterling)

  • Billund – Alghero (Ryanair)
  • Billund – London City (SUN-AIR of Scandinavia)
  • Billund – Málaga (Cimber Sterling)
  • Billund – Rom (Cimber Sterling)
  • Billund – Nice (Cimber Sterling)



Senere på året åbner:

  • Aalborg – Keflavik (Iceland Express)
  • Aalborg – Gran Canaria (Norwegian)
  • Aalborg – Salzburg (Cimber Sterling)

  • Billund – Gran Canaria (Cimber Sterling)
  • Billund – Salzburg (Cimber Sterling)

  • Aarhus – Alicante (Ryanair)


Cimber Sterling har endnu ikke offentliggjort sin satsning på nye regionale ruter fra Billund Lufthavn, ligesom det forventes, at Norwegian i løbet af året åbner flere nye ruter fra Aalborg Lufthavn samt etablerer indenrigsruter fra lufthavnene i Aarhus og Karup.

Så der forventes at være flere gode nyheder på vej for det vestdanske fritids- og forretningsrejsende publikum.