- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nye MAX-problemer for Boeing

De amerikanske luftfartsmyndigheder kræver, at Boeing omlægger visse dele af kabelsystemet i samtlige 737 MAX, før flytypen igen kan komme i luften.

Boeing har gennem mange måneder arbejdet på at opgradere 737 MAX og få dem godkendt af myndighederne til at flyve igen. I sidste uge meldte de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, ud, at man inden for få uger vil kunne gennemføre en certificeringstestflyvning af flyet.

Denne plan ser nu ud til at blive udfordret af selvsamme myndighed. FAA oplyser nemlig, at man vil beordre flytning af dele af det elektriske kabelsystem inde i selve Boeing 737 MAX-flyene. Det fortæller folk med indsigt i tingene ifølge det amerikanske medie Fox Business.

Udgangspunktet er, at de hidtil næsten 800 producerede MAX-fly alle skal have udført kabelarbejde, før flytypen kan returnere til luften. Ingeniører i FAA skal have konkluderet, at visse dele af kabelsystemet i MAX-flyene kan være potentielt farligt og i strid med kabelsikkerhedsstandarder, som skal være med til at forhindre farlige kortslutninger.

Fejl på kabelsystemet vil i de mest ekstreme tilfælde kunne resultere i, at MAX-flyenes kontrolsystem sender næsen kraftigt nedad – på lignende måde som MCAS-systemet, der var skyld i de to ulykker i henholdsvis Indonesien og Etiopien med i alt 346 tabte menneskeliv.

MAX-tilbagevenden kan forsinkes yderligere
Boeing skal ifølge flere amerikanske medier have orienteret FAA om, at flyproducenten opfylder myndighedens krav og internationale standarder om kabelsystemets design. De to parter har således fået et nyt emne at diskutere efter flere måneders vedvarende dialog i kulissen i forbindelse med Boeings opdatering af MAX-softwaresystemet.

FAA baserer sine krav om kabelføring på flere årtiers erfaring, hvor regler løbende er blevet indført efter elektriske brande og brændstofeksplosioner på kommercielle jetfly.

Det er tidligere meldt ud, at MAX-flyene bør kunne være i luften igen i midten af juni efter luftfartsmyndighedernes godkendelse. Hvis Boeing i sidste ende må justere kabelsystemet i MAX-flyene, vil ophævelsen af flyveforbuddet sandsynligvis blive udskudt yderligere. FAA oplyste søndag, at man fortsætter samarbejdet med Boeing, og at myndigheden først godkender MAX-flyet, når alle problemer omkring sikkerheden er løst.

Også Boeing bekræfter de fortsatte drøftelser med FAA. Den amerikanske flyproducent fastholder dog forventningen om, at MAX-flyene vil være i luften igen i midten af året. Det vurderes i luftfartsbranchen, at Boeing i sidste ende vil acceptere FAAs krav for at undgå drøftelser med blandt andet de canadiske og europæiske luftfartsmyndigheder omkring kabelsystemet.

De canadiske myndigheder har angiveligt bakket FAA op i, at Boeing skal justere kabelsystemet, før MAX-flyene endeligt kan godkendes til flyvning igen.

 

Relaterede artikler:

FAA: MAX-certificeringsflyvning i løbet af få uger

Boeing: MAX ikke godkendt før midten af 2020

Tusindvis af MAX-piloter skal deles om få simulatorer