- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nye passagerchefer skal hjælpe gæster i danskerlufthavn

Efter et dårligt 2020 satser lufthavnen i Hamborg på, at sommeren bliver mere normal. Lufthavnen øger servicen over for kunderne ved at introducere en passagerchef, der skal sørge for at tingene glider smertefrit.

Det går igen fremad for Hamborg Lufthavn. Efter et meget skidt 2020, hvor der rejste 4,56 millioner passagerer til og fra lufthavnen, mod 17,3 millioner passagerer i 2019, er trafikken begyndt at vende tilbage.

Midt i maj kom lufthavnen over 10.000 passagerer om dagen, hvilket var første gang siden 24. oktober sidste år. Hen over sommeren ventes antallet af passagerer at stige til et sted mellem 25.000 til 30.000 om dagen.

Blandt dem vil være en del danskere. Antallet af danskere, der benytter den nordtyske lufthavn, har i normale år ligget på i underkanten af 300.000. Lufthavnen er med sin placering et par timer syd for grænsen overkommelig at nå, hvis man bor vest for Storebælt.

Skal sikre en god oplevelse
Men med et stigende antal passagerer er det en udfordring at gøre deres færd, fra ankomst til lufthavnen, gennem check-in og til boarding, så gnidningsløs som mulig, samtidig med at der er øgede krav til sikkerhed og hygiejne.

For at løse det problem har lufthavnen oprettet en ny funktion Duty Passenger Manager, der bedst kan oversættes som en passagerchef. Funktionen skal være med til at sikre, at kunderne får en god oplevelse lufthavnen.

Passagerchefens opgave er at overvåge, alt det der sker i forholdet mellem passager og lufthavn og gribe ind, når det er nødvendigt.

Ved hjælp af IT-systemer har passagerchefen i kontrolcentret et overblik over, hvad der sker på parkeringspladserne, og hvad der sker i terminalen. Han kan for eksempel justere køzonerne, eller han kan sende mobile serviceteams afsted.

Fokus på passagerens behov
”Med den nye funktion som passagerchef fortsætter vi med at fokusere endnu mere på passagerens behov. Især denne sommer er det vigtigt at være ekstremt fleksibel og dæmpe spidsbelastninger på den bedst mulige måde,” siger Michael Eggenschwiler, der er administrerende direktør i Hamburg Airport.

Denne sommer er der 105 direkte destinationer med 50 flyselskaber fra Hamborg. Alene til Mallorca er der omkring 60 afgange om ugen fra lufthavnen. I 2019 var der 130 direkte destinationer med 70 flyselskaber.

 

Relaterede artikler:

Værste år for Hamborg Lufthavn siden 1984

Tæt på nulvækst i Hamborg Lufthavn

Ekspert: Grænsekontrol stopper ikke danske flyrejser fra Hamborg