- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nyt asiatisk flyselskab køber fem Dreamlinere

Det nye sydkoreanske lavprisflyselskab Air Premia vil udfordre Korean Air og Asiana på langrutetrafikken i Asien og til USA.

Et nyt lavprisflyselskab har set dagens lys i Sydkorea, og i modsætning til landets øvrige lavprisselskaber vil det nye selskab, Air Premia, konkurrere med store selskaber som Korean Air og Asiana om ruter til udlandet.

Air Premia skal efter planen begynde at flyve i 2020, og selskabet har netop annonceret en foreløbig aftale med Boeing om at købe fem Boeing 787-9 Dreamlinere.

Tidligere på året indgik Air Premia en aftale om at lease tre Boeing 787-9 fra Air Lease Corporation, og selskabet har planer om at få yderligere to 787-9’ere inden 2024.

Ruter til Los Angeles næste år
Air Premia vil starte operationer fra basen i Seoul Incheon International Airport i september næste år og satser i første omgang på regionale ruter i Asien. Allerede i 2021 vil selskabet imidlertid etablere ruter til Los Angeles og San Jose i USA, hvor der er store sydkoreanske indvandrersamfund.

De planlagte ruter i Asien omfatter en rute til Hongkong samt til destinationer i Vietnam og Japan.

Det nye selskabs koncernchef, Peter Sim, betegner ifølge nyhedsbureauet Reuters Air Premia som et hybrid-selskab, der tilbyder større komfort end de gængse lavprisselskaber, men lavere priser end Korean Air og Asiana.

Air Premia vil indrette Dreamliner-flyene med to klasser – Premium Economy og en økonomiklasse med navnet Economy Plus, hvor der skal være bedre benplads end på de økonomiklasseprodukter, man finder hos andre selskaber.

Forretningsmodel med risici
Peter Sim er tidligere leder af et biotech-selskab og har investeret i det nye flyselskab sammen med en gruppe tech-iværksættere. Han erkender ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det ville være svært at hente premium-passagerer fra de to største sydkoreanske flyselskaber, Korean Air og Asiana.

Forretningsmodellen med langdistanceflyvninger som lavprisselskab, som følges af blandt andre Norwegian, indebærer ifølge luftfartsanalytikere mange risici. Der er blandt andet udfordringer med at ombooke passagerer ved tekniske fejl på et fly samt højere omkostninger til flybesætninger i forhold til den traditionelle lavprismodel med kort- og mellemdistanceflyvninger.

 

Relaterede artikler:

Ny hurtig forbindelse mellem Europa og Sydkorea

Delta køber sig ind i Korean Air

SAS og Korean Air skal flyve asiatiske turister til Norge