Nyt millionunderskud i North Flying

North Flying kom ud af regnskabsåret 2013/14 med et underskud på lige godt 2,2 mio. kroner. Samlet har den nordjyske virksomhed tabt 7 mio. kroner i løbet af de seneste tre år, hvilket har barberet 35 procent af egenkapitalen.

Finansåret 2013/14 ønsker man formentlig hurtigt at lægge bag sig i hos North Flying i Aalborg. Da man lukkede regnskabsbøgerne den 30. juni i år, kunne flyselskabet registrere et samlet underskud på næsten 2,9 mio. kroner for skat. Efter skat måtte der indkasseres et underskud på 2.867.135 kroner.

North Flying havde ellers været inde i en god periode i 2012/13, hvor selskabet havde fået stabiliseret driften efter flere år med tab. Resultatet blev 388.175 kroner før skat.

Umiddelbart efter afslutningen af 2012/13 regnskabet havde bestyrelsen valgt at skifte direktør. Ud gik Per Wistisen, der blev degraderet til finansdirektør, mens den tidligere Sterling-chef Stefan Vilner rykkede fra bestyrelseslokalet og ind i direktørstolen.

Stefan Vilner proklamerede ved sin tiltrædelse, at omsætningen i North Flying skulle øges for at sikre en bedre bundlinje. Det lykkedes dog ikke, i det omsætningen i 2013/14 faldt med godt 1,3 mio. kroner til i alt 76,9 mio. kroner.

Den udvikling faldt ikke i god jord hos selskabets ejere, der allerede 11 måneder efter Stefan Vilners ansættelse, valgte at afbryde samarbejdet. Et par måneder senere var Per Wistisen atter tilbage som administrerende direktør i det lille nordjyske flyselskab.

Har mistet 35 procent af egenkapitalen
I ledelsesberetningen i årsrapporten 2013/14 understreges det, at efterspørgslen i markedet er historisk lav, hvilket er årsagen til de skuffende resultater. Herudover er der stor priskonkurrence, ligesom North Flying har brugt mange ressourcer på at tilpasse virksomheden til den fælleseuropæiske lovgivning inden for luftfarten.

North Flying nævner i årsberetningen, at selskabet efter regnskabsårets afslutning har indgået en kontrakt med en “betydende skandinavisk kunde“, som alene vil bidrage med en omsætning på 18. mio. kroner i regnskabsåret 2014/15.

Det vil også være tiltrængt med lidt fremgang for North Flying, der i løbet af de seneste tre år har haft et samlet underskud på lidt mere end 7 mio. kroner. Det har reduceret egenkapitalen fra lige knapt 19 mio. kroner til i dag næsten 12 mio. kroner, hvilket svarer til, at 35 procent af værdierne er forsvundet.

North Flying beskæftiger i dag seks jetfly og tre turbopropfly og opererer inden for segmenterne executive-, ambulance- og fragtflyvninger.