Nyt værktøj fra dansk rejseindkøbsforening

Rejseindkøbsforeningen TravelpoolEurope udvider fra fire til 11 markeder samtidig med lanceringen af et nyt værktøj, der kan øge rabatmulighederne hos flyselskaberne.

Den danske rejseindkøbsforening TravelpoolEurope (TPE) har eksisteret siden 1991 og varetager i dag rejseindkøb for 31 virksomheder til en samlet værdi af op imod 350 mio. kroner årligt.

TPE har hidtil kun været repræsenteret i Danmark, Norge, Sverige og Finland, hvor man har haft et samarbejde med BCD Travel, der varetager billetudstedelse på vegne af indkøbsforeningen. Men i år har man valgt at etablere sig på syv nye markeder, hvorfor antallet af rejsebureau-samarbejdspartnere er kommet op på syv i alt.. Der er tale om USA, Tyskland, Holland, Luxembourg, England, De Forenede Arabiske Emirater og Singapore.

Men det stopper ikke her. Næste ekspansionsbølge omfatter Ungarn, Kroatien, Schweiz, Frankrig, Israel og Canada.

Succes med nyt værktøj
TravelpoolEurope har for alvor fået vind i sejlene efter lanceringen af et nyt værktøj, der ved hjælp af dataanalyse kan bidrage til at sikre bedre aftaler og rabatter hos flyselskaberne.

For 10 år siden have TPE omkring 75 ruteaftaler og kunne opnå rabat på 60 procent af kundernes flyrejser. I dag er dette reduceret til 25 ruteaftaler og rabat på gennemsnitligt 15 procent af alle flyrejser. Det hænger sammen med, at medlemmernes rejsepolitik går ud på at købe til den laveste mulige billetpris, som typisk ikke vil være rabatteret. Det er typiske de dyre klasser, at flyselskaberne er villige til at give rabatter på.

“Når du forhandler prisaftaler med flyselskaberne, er det ofte ikke muligt at kunne garanter nogen form for loyalitet på grund af reglen om at købe den billigst mulige billet. Den eneste måde, at vi kan give flyselskaberne mere forretning er, at vise hvilken pris, som vi er villige til at købe til,“ forklarer direktør Søren Schødt til rejsemagasinet The Beat.

TPE har udviklet et værktøj, der viser flyselskaberne, hvad det er købt og til hvilken pris. Disse data bliver præsenteret for flyselskaberne med en kalkulation, der viser, hvor meget der skal til, for at man vil kunne sikre forretningen til det enkelte flyselskab.

“Da vi ved, hvad vores priser er for hver af disse klasser, kan vi beregne hvor meget flyselskaberne vil kunne opnå, hvis de reducerer deres billetpris med et bestemt beløb i den givne klasse, og hvor meget det vil koste dem,“ siger Søren Schødt.

Han fortæller samtidig, at det ikke betyder, at flyselskabet nødvendigvis skal ændre prisen. De kan eventuelt nøjes med at ændre forsalgsreglen i de specifikke tilfælde eller åbne en ny klasse, som der kan gives rabat på til kunderne.

Ros fra flyselskaber
Værktøjet har TPE netop taget i brug, og det er blevet usædvanligt godt modtaget af flere flyselskaber.

“Flyselskaberne fortæller, at de aldrig nogensinde har set et lignende produkt før,“ fortæller Travelpool-direktøren til The Beat.

TravelpoolEurope har en målsætning om at blive Europas bedste Shared Service Center for rejseløsninger og beskæftiger omkring 25 medarbejdere. Medlemsvirksomhederne omfatter en række større, skandinaviske virksomheder indenfor mange forskellige brancher.