- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ønsker hastevedtagelse af EU-coronapas

Luftfartens førende europæiske brancheorganisationer presser i fællesskab på for en hurtig vedtagelse og udrulning af et fælles EU-coronapas.

EU-landene skal have et fælles coronapas, der skal gøre det lettere for EU’s 450 millioner indbyggere at rejse frit indenfor EU’s grænser. Sådan lyder forslaget fra EU-Kommissionen, som onsdag præsenterede ideen om et EU-coronapas – eller med Kommissionens ord et ”grønt certifikat”.

Med coronapasset kan rejsende EU-borgere dokumentere, at de enten er vaccineret, har en negativ coronatest eller har antistoffer i kroppen. Certifikatet skal fremvises ved indrejse i et andet medlemsland via en QR-kode, enten digitalt eller i papirformat.

Den europæiske luftfartsbranches organisationer hilser forslaget velkommen og ser et fælles EU-coronapas som et vigtigt værktøj til at få rejser og turisme i Europa genoptaget på en sikker og effektiv måde.

Klart til sommersæsonen
Branchen opfordrer til, at EU-landene hurtigst muligt godkender Kommissionens forslag og straks begynder at forberede udrulningen af coronapasset, således at det er klart til den forestående sommersæson.

Det siger organisationerne Airlines for Europe (A4E), ACI EUROPE (Airports Council International), ASD (Aerospace and Defense Industries Association of Europe), CANSO, European Regions Airline Association (ERA) og International Air Transport Association (IATA) i en fælles pressemeddelelse.

En ny meningsmåling fra European Travel Commission (ETC) viser, at 54 procent af europæerne har planer om at foretage en rejse inden udgangen af ​​juli 2021. Blandt denne gruppe ønsker 41 procent at rejse til et andet europæisk land.

Brug for detaljeret køreplan
Men selvom COVID-19-situationen skulle gøre det umuligt at genstarte rejseaktiviteten til sommer, mener luftfartsbranchen, at der er behov for en mere detaljeret plan for, hvordan den frie bevægelighed i Europa kan genoprettes.

Arbejdet med en EU-køreplan, der fastlægger betingelser, kriterier og den mulige tidsplan for lempelse og ophævelse af rejserestriktioner, skal begynde hurtigst muligt, siger brancheorganisationerne og peger på, at EU i modsætningen til Storbritannien endnu ikke er gået i gang med dette arbejde.

Organisationerne ønsker en EU-taskforce for genopretning af den frie og opfordrer de europæiske institutioner til straks at påbegynde arbejdet med en køreplan, som følger ”en risikobaseret og datadrevet tilgang”.

 

Relaterede artikler:

Coronapas: SAS og lufthavne ønsker international model

Danmark skal have et digitalt coronapas

IATA-rejsepas er nøglen til genåbning af grænserne