Inden for få måneder forventer IATA at kunne lancere et digitalt sundhedspas til brug på flyrejser, hvilket skal være med til at understøtte grænseåbninger i hele verden.
IATA er i den sidste udviklingsfase af IATA Travel Pass, der er et såkaldt digitalt sundhedspas.
Passet skal være med til at få genåbnet grænserne mellem lande i hele verden – og dermed få passagererne til at rejse igen. Rejsepasset fra flyselskabernes internationale sammenslutning skal administrere og verificere de nødvendige test- eller vaccineoplysninger blandt regeringer, flyselskaber, laboratorier og rejsende.
”I dag er grænserne dobbelt-låst. Test er den første nøgle til at muliggøre internationale rejser uden karantæne. Den anden nøgle er den globale informationsinfrastruktur, der er nødvendig for sikker styring, deling og verificering af testdata matchet med rejsendes identiteter i overensstemmelse med kontrolkrav ved grænserne. Det er, hvad IATA Travel Pass skal gøre,” siger Alexandre de Juniac, IATAs generaldirektør og administrerende direktør.
”Vi bringer dette på markedet i de kommende måneder for også at imødekomme behovene for de forskellige rejsebobler og folkesundhedskorridorer.”
Apps skal gøre det let for passagererne
Sundhedspasset fra IATA indeholder fire moduler, der vil kunne arbejde sammen. Passet vil blandt andet inkludere en Lab App, der gør det muligt for autoriserede laboratorier og testcentre at dele test- og vaccinationscertifikater på sikker vis med passagererne.
Herudover vil en Travel App gøre det muligt for de rejsende at oprette et ’digitalt pas’, ligesom de vil kunne modtage test- og vaccinationscertifikater og kontrollere, at de er tilstrækkelige til rejsen. Endelig vil passagererne kunne dele certifikaterne med flyselskaber og myndigheder for at gøre rejsen lettere.
IATA samarbejder med International Airlines Group (IAG) omkring rejsepasset, der således på sigt skal være med til, at passagerer på let og sikker vis kan rejse frit i hele verden. Og dermed også vil kunne eliminere karantæneregler.
Qantas vil kun flyve med vaccinerede personer
Rejsepasset fra IATA vil altså i løbet af første kvartal 2021 kunne sikre, at flyselskaber lukker passagerer om bord, som ikke er smittet med COVID-19.
I Australien har flyselskabet Qantas allerede nu meldt ud, at det kun vil have vaccinerede passagerer med, når de internationale flyvninger genoptages, og når en vaccine er bredt tilgængelig. Qantas forventer, at flyvninger til udlandet først genoptages i midten eller slutningen af 2021.
Meddelelsen om, at det australske flyselskab kun vil flyve med corona-vaccinerede passagerer, kom frem mandag ved koncernchef Alan Joyce. Han understregede, at en vaccine er nødvendig for at kunne genoptage flytrafikken.
Relaterede artikler:
IATA: Reel risiko for katastrofale jobtab