- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Officielt: Berlin-lufthavn lukker terminal og ny bane

Den nye storlufthavn i Berlin er så hårdt ramt af coronakrisen, at Terminal 5 må lukkes i et helt år, mens den nye sydlige bane vil blive taget ud af drift hurtigst muligt.

Bestyrelsen hos lufthavnsoperatøren Flughafen Berlin Brandenburg (FBB) var i denne uge samlet til det første bestyrelsesmøde efter idriftsættelsen af den tyske storlufthavn, der blev tilendebragt den 8. november.

Mens lufthavnsledelsen har haft travlt med hele processen omkring driftsstarten, har markedet ændret sig markant. Antallet af passagerer er som følge af den anden bølge af COVID-19-pandemien faldet så dramatisk, at det blot er på 10 procent af niveauet fra samme tidspunkt året før.

Siden midten af oktober og frem til nu har det derfor været nødvendigt at nedjustere passagerestimatet for 2020 fra 10 til ni millioner.

Lukker terminal og ny bane
Lufthavnsledelsen forventer, at flytrafikken vil komme tilbage på mellemlang sigt, og at efterspørgslen efter flyrejser stadig vil være stor, men alligevel er det nødvendigt at hive i alle håndtag for at begrænse tabene.

Derfor vil man fortsætte den særlige ordning med korttidsarbejde, mens Terminal 5 vil blive lukket ned i et helt år fra slutningen af marts 2021. Herudover vil man lukke den nyetablerede sydlige landingsbane så hurtigt som muligt. Det er den 4.000 meter lange bane 07R/25L, der blev åbnet den 4. november.

Samtidig har lufthavnen besluttet at nedsætte et særligt omkostningsudvalg, der skal kontrollere og godkende alle omkostninger på over 25.000 euro, hvilket svarer til 185.000 kroner. 

I forvejen havde FBB opgivet at åbne Terminal 2 i oktober i år og foreløbigt udsat åbningen til foråret 2021. Dermed var det muligt at spare en halv million euro om måneden. Det er endnu uklart, om Terminal 2 vil blive taget i brug, når Terminal 5 lukkes ned til foråret.

Brug for flere penge
De foreløbige prognoser for 2021 lyder på trafikmængder, der ligger på en tredjedel af 2019-niveauet, og hvis det bliver en realitet, forudser ledelsen, at der bliver brug for yderligere 108 millioner euro (800 millioner kroner) i finansiering, udover de 552 millioner euro (4,1 milliarder kroner), der allerede blev godkendt og besluttet i 2018.

“2021 bliver et af de sværeste år i FBB’s historie. Ingen lufthavn i Tyskland vil være i stand til at dække sine driftsomkostninger med det forventede passagerantal. FBB rammer den anden coronabølge i en situation, hvor vi kunne være på vej væk fra røde tal. Nu hjælper kun to ting; vores aktionærers vilje til at holde hånden under os gennem krisen og FBB-selskabets forpligtelse til at arbejde så effektivt og omkostningsbevidst som muligt,” siger administrerende direktør Engelberg Lütke Daldrup i en pressemeddelelse.

Etableringen af Berlin Brandenburg Airport var i forvejen forsinket i det meste af et årti, da den oprindelige åbning var planlagt til oktober 2011. Den samlede pris for den nye lufthavn er efter rækken af skandaler og forsinkelser af byggeriet løbet op i syv milliarder euro, hvilket svarer til over 52 milliarder kroner.

 

Relaterede artikler:

Overvejer at lukke terminal i ny Berlin-lufthavn

Udsætter åbning af terminal i ny Berlin-lufthavn

Tocifret passagerfald før åbning af storlufthavn