- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Officielt: Norwegian indfører håndbagagegebyr

Norwegian meddeler, at der fremover skal betales ekstra for at have en kabinekuffert med ombord, hvis der rejses på LowFare-billetter.

Som CHECK-IN.dk kunne afsløre i begyndelsen af januar, så kommer det fremover til at koste penge, hvis man ønsker at medbringe en kabinekuffert, når man går ombord i et Norwegian-fly.

Hidtil har det været muligt at medbringe en kabinekuffert uanset billettypen, men nu bliver det kun tilladt på LowFare+ og Premium, mens rejsende på LowFare skal betale et tillæg på mellem 50 og 90 kroner afhængig af valgt strækning.

Det betyder eksempelvis, at det bliver 10 procent dyrere at rejse med Norwegian på indenrigsruten fra København til Aalborg, hvor billigste returbillet i dag koster 998 kroner. Fremover kan man vælge at købe en billet til LowFare+, hvilket er 320 kroner dyrere, eller også kan man betale et tillæg på 2 x 50 kroner, hvilket betyder at prisen stiger med 100 kroner for en returbillet.

Går rejsen i stedet fra København til London, skal der lægges 100 kroner oveni billigste returbillet til 596 kroner, og dermed vil der være en aktuel prisforhøjelse på næsten 17 procent.

Solid indtægtsmodel
Selv hævder Norwegian, at reglerne indføres for at tilbyde en mere smidig og behagelig rejse for samtlige passagerer og samtidig sikre, at flyene kan afgå til tiden, når man ikke skal bruge tid på at placere kabinekufferter i flyets lastrum, hvis der ikke er plads til det.

Det handler nok mere om, at Norwegian vil styrke selskabets økonomi, idet konkurrerende lavprisflyselskaber som Ryanair og Wizz Air forlænge siden har opdaget, at indtægtsmodellen med at tage betaling for større kabinebagage er ganske solid.

“Norwegians forretningsmodel er baseret på valgfrihed, og det ligger også til grund for de nye regler. Alle rejsende kan fortsat medbringe håndbagage, uanset billettype. Hvis man kun har behov for en taske, der kan være under sædet foran, kan man vælge vores allerbilligste billettype uden yderligere omkostninger. Ønsker man at medbringe en lille kabinekuffert, som skal lægges i bagagehylden, kan man betale lidt ekstra for dette eller vælge en anden billettype,,”siger Cecilie Nybø Carlsen, chef for produktudvikling i Norwegian.

Mindre håndbagage uden gebyr
Prisen for ekstra håndbagage varierer afhængig af ruten, og på indenrigsflyvninger og flyvninger i Skandinavien vil tillægget være på 50 kroner, 70 kroner for Europa, Mellemøsten og Nordafrika samt 90 kroner for interkontinentale rejser.

Den ekstra bagage skal være bestilt senest fire timer før afgang, oplyser Norwegian.

Rejsende på LowFare kan stadig medbringe et lille stykke håndbagagen i kabinen, så længe det ikke vejer mere end 10 kilo og kan placeres under stolesædet foran. Begrænsningen i størrelse er 30 x 20 x 38 centimeter, mens en kabinekuffert til gengæld har en begrænsning på 55 x 40 x 23 centimeter.

De nye bagageregler indføres med øjeblikkelig virkning, men billetter købt før den 23. januar vil ikke blive påvirket af ændringerne.

 

Relaterede artikler:

Slut med kabinekuffert på laveste Norwegian-priser

Norwegian klar med priority boarding i Danmark

Norwegian har succes med tillægspriser