Flysæder i Norwegians Boeing 737-800.

Norwegian har succes med tillægspriser

Norwegian havde i første kvartal en fremgang på 29 procent i salg af tillægsydelser. Det er priskonceptet LowFare+, der står bag den markante fremgang.

I begyndelsen af oktober måned sidste år indførte Norwegian det særlige priskoncept LowFare+. Her valgte Norwegian at give kunderne rabat på køb af bagage og sædereservation ved at inkludere det i prisen. På de oversøiske ruter valgte Norwegian ydermere at inkludere måltider i LowFare+ konceptet.

Nu har kunderne haft tid til at vænne sig til produktet, og det er blevet taget rigtig godt imod. Således kunne Norwegian i årets første kvartal registrere en vækst på 29 procent i salg af tillægsydelser.

Det har blandt andet betydet, at hver passager i gennemsnit køber tillægsydelser for 138 norske kroner mod blot 110 norske kroner i samme kvartal året før. Det tilkøbspakkerne i LowFare+ konceptet, der har trukket denne stigning sammen med den naturlige vækst i konceptet på langdistanceruterne.

“Norwegian har fokus på at tilbyde produkter, som kunderne efterspørger og gøre rejsen så let og smidig som mulig. Med lanceringen af LowFare+ har vi derudover gjort det mere økonomisk attraktivt og lettere for vores passagerer at ‘bundle’ flere af vores tilvalgsprodukter. Dermed er billettypen er vigtigt bidrag til stigningen,“ forklarer Norwegians danske pressechef Daniel Kirchhoff til CHECK-IN.dk.

Rabat på over 20 procent
På en rejse fra København til Paris er forskellen på den traditionelle LowFare og LowFare+ på 140 kroner per vej. Pakken på 140 kroner dækker et stykke bagage på maksimalt 20 kg samt sædereservation. Skulle man købe de to ydelser separat vil regningen lyde på 180 kroner, hvorfor besparelsen er på lidt mere end 20 procent.

På ruterne i Europa har stigningen i LowFare+ dog været lidt mindre end gennemsnittet, da de oversøiske ruter har domineret væksten i segmentet. Den gennemsnitlige tillægsydelse per passagerer på de korte ruter var 119 norske kroner i første kvartal mod 99 norske kroner i samme kvartal året før. Det svarer til en vækst på 21 procent, hvilket dog stadig er imponerende.

Samlet hentede Norwegian 676 mio. norske kroner i indtægter på tillægsydelser i første kvartal mod 523 mio. norske kroner i første kvartal af 2014. Tillægsydelserne udgør i dag 17 procent af selskabets omsætning.