Slut med kabinekuffert på laveste Norwegian-priser

Fra februar bliver det ikke længere muligt at medtage en kabinekuffert på LowFare-billetter. Tillægget for kabinekuffert er endnu ikke fastsat.

Inden længe bliver det betydeligt dyrere at rejse med Norwegian, hvis man har bagage med og ønsker at rejse billigt. Det norske lavprisflyselskab indfører nemlig nye bagageregler, der ikke længere gør det muligt at medtage en kabinekuffert på de såkaldte LowFare-billetter, der er den billigste pristype hos Norwegian.

Fremover må der kun medtages et stykke håndbagage på max. 10 kg, og det skal kunne ligge under stolesædet foran. Det fremgår af Norwegians nye bagagepolitik, som endnu ikke er offentliggjort, og som CHECK-IN.dk er kommet i besiddelse af.

Hvis rejsende med Norwegian ønsker at medbringe en kabinekuffert, så kan der i stedet købes en noget dyrere billet til LowFare+. I denne pristype vil det være muligt at indchecke en kuffert på maksimalt 23 kg samt medtage kabinebagage på op til 10 kg, der kan placeres i hattehylderne.

Merpris på op til 100 procent
Med udgangspunkt i den nugældende prisstruktur kan det i nogle tilfælde blive op til 100 procent dyrere at rejse med kabinebagage, hvis man tilvælger LowFare+ i stedet for LowFare-billetter.

En enkeltbillet fra København til London med Norwegian koster i februar fra 249 kroner på LowFare, og hvis der skal medbringes bagage til hattehylder eller lastrum, kan der købes en billet i LowFare+ til en pris af 499 kroner. Dermed bliver det på denne specifikke billettype fremover dobbelt så dyrt at rejse med Norwegian til London, hvis der tages bagage med.

Et tilsvarende eksempel kan findes på indenrigsruten fra Aalborg til København, hvor den billigste LowFare-enkeltbillet i februar kan købes for 399 kroner. Her skal der betales 160 kroner mere, hvis billetten skal gælde til LowFare+. Det svarer til en merpris på 40 procent.

Baseret på valgfrihed
I det tilgængelige informationsmateriale skriver Norwegian, at ændringerne skyldes et ønske om at reducere omfanget af håndbagage ombord for at give en bedre punktlighed og en øget passageroplevelse.

“Vi opdaterer vores håndbagageregler for at sikre, at alle vore rejsende får en så behagelig flyvetur som muligt, og at flyene afgår til tiden. De ændringer, som vi planlægger at indføre, vil bidrage til dette. Norwegians forretningsmodel er baseret på valgfrihed, og det ligger også til grund for det nye regelsæt,” siger Norwegians kommunikationsdirektør Lasse Sandaker-Nielsen til CHECK-IN.dk.

Kommunikationsdirektøren understreger, at alle rejsende med Norwegian fortsat kan have håndbagage med uanset billettype. Det være sig en taske under stolesædet på den billigste billettype, eller man kan betale “lidt ekstra” og medtage en rullekuffert til at placere i kabinehylderne. Herudover betyder regelændringen, at vægtbegrænsningen på indchecket bagage øges fra 20 til 23 kg.

“Målet er at indføre det nye regelsæt i februar, og vi vil naturligvis sørge for, at vores kunder får god information i forvejen,” understreger Lasse Sandaker-Nielsen.

Stikprøvekontrol i gaten
Norwegian vil løbende sikre, at reglerne efterleves, hvilket skal ske ved kontrol i gaten.

Det betyder, at passagererne ved boarding som vanligt opdeles i flere grupper. Gruppe A, der er Flex-passagerer, går først ombord efterfulgt af gruppe B, der er passagerer rejsende på LowFare+. Begge disse boardinggrupper kan tage kabinekufferter med ombord, men gruppe B-passagerer kan risikere at skulle dokumentere, at der er betalt for kabinebagage.

Når gruppe C-passagerer, der er i besiddelse af LowFare-billetter, gårombord, vil det således kun være muligt at medtage en lille computertaske eller andet, der kan ligge under stolesædet foran. Det vil ikke være muligt at medbringe bagage, der skal placeres i kabinehylderne.

Opdatering:
Efter at denne historie er publiceret, har Norwegian efterfølgende meddelt til CHECK-IN.dk, at man vil indføre et gebyr for at have en kabinekuffert med på LowFare-billetter. Beløbet er dog endnu ikke blevet fastsat.

 

Relaterede artikler:

Norwegian klar med priority boarding i Danmark

Norwegian: Uacceptabel håndtering af bagage

Norwegian har succes med tillægspriser

 

Sponsoreret:

Søger du af og til efter flybilletter fra Finland, Sverige eller Norge? – Travelmarket har sites i alle de tre lande, og du kan finde halvat lennot, flygresor eller flybilletter på de forskellige Travelmarketsider.