- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Officielt: Sverige vender ryggen til SAS

Den svenske erhvervsminister Karl-Petter Thorwaldsson har tirsdag morgen på et pressemøde afvist at deltage i en kommende kapitalforhøjelse i SAS. "Staten er ikke en langsigtet ejer af SAS," siger ministeren.

På et pressemøde tirsdag morgen har den svenske erhvervsminister Karl-Petter Thorwaldsson nu givet regeringens officielle udmelding omkring SAS FORWARD-planen.

Planen indebærer blandt andet en konvertering af gæld på 20 milliarder svenske kroner til aktier samt tilgang af ny kapital på 9,5 milliarder svenske kroner.

Ifølge Karl-Petter Thorwaldsson er den svenske stat rede til at konvertere gæld til egenkapital, men det bliver et klart nej til at tilføre ny kapital til SAS.

“Statens ejerandel i SAS kommer med meget stor sandsynlighed til at blive mindre,” forklarer erhvervsministeren med henblik på den kommende gældskonvertering og kapitalforhøjelse, der vil udvande de eksisterende aktionærer betydeligt.

Seks milliarder kroner til SAS siden 2009
På pressemødet redegjorde den svenske erhvervsminister for, hvordan den svenske stat gennem de senere år har hjulpet SAS rent økonomisk.

I 2009 og 2010 blev der samlet tilført 2,4 milliarder svenske kroner ved kapitalforhøjelser, og i 2020 blev der i forbindelse med coronapandemien stillet 4,3 milliarder svenske kroner til rådighed i forbindelse med rekapitaliseringen. Herudover har SAS udnyttet den låneramme på 3,0 milliarder svenske kroner, som den svenske regering i 2021 bidrog med halvdelen af.

Dermed har Sverige samlet ydet 8,5 milliarder svenske kroner, eller hvad der svarer til 6,0 milliarder danske kroner, til SAS i løbet af 12 år.

“Staten er tydelig med, at den ikke er en langsigtet ejer af SAS,” lyder det fra den svenske erhvervsminister.

Forventer ikke øget danske ejerandel
Hos Sydbank konstaterer aktieanalysechef Jacob Pedersen, at den svenske beslutning lægger et voldsomt pres på kreditorer og medarbejdere i forhold til at levere på SAS FORWARD-planen. Hvis der ikke kan leveres, kan det være “et trin på vej til graven”.

“Vi forventer ikke, at den danske stat får lov til at øge ejerandelen, og derfor stopper den danske indflydelse reelt med svenskernes valg. Det sætter de danske politikere under et alvorligt pres,” skriver Jacob Pedersen i en kommentar.

“Den danske luftfartsstrategi har Københavns Lufthavne og SAS som omdrejningspunkt, og uden indflydelse risikerer Danmark, at en mulig ny storaktionær i SAS kan flytte knudepunkt eller ændre fundamentalt i SAS netværk – til stor ugunst for Danmark.”

Afventer udmelding fra Danmark
Det ventes derfor med spænding, hvordan den danske regering forholder sig til gældskonvertering og nye penge til SAS.

I modsætning til den svenske regering har finansminister Nicolai Wammen tidligere meldt ud, at man ser den danske stat som en langsigtet ejer af SAS.

“Den danske stat vil som en langsigtet og ansvarlig medejer af SAS følge udviklingen tæt og gøre, hvad end der er nødvendigt for, at SAS kommer igennem krisen og fortsat vil være operationel herefter,” sagde Nicolai Wammen den 17. marts 2020.

Danmark og Sverige ejer hver 21,8 procent af SAS.

 

Relaterede artikler:

Analytiker: SAS er i overlevelseskrise

SAS-koncernchef: Ingen magiske løsninger

SAS får hjælp fra Danmark og Sverige