- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Onsdag flyver Boeing 737 MAX igen

Brasilianske GOL bliver det første flyselskab til at sende Boeing 737 MAX i kommerciel drift igen. Onsdag letter et fly fra Sao Paulo, og flytypen skal i første omgang operere indenrigs.

Nu varer det ikke mange timer, før Boeing 737 MAX er tilbage i kommerciel drift efter at have været på jorden i 20 måneder.

Det brasilianske flyselskab GOL Linhas Aéreas Inteligentes meddelte mandag i en pressemeddelelse, at det fra onsdag 9. december vil indlede passagerflyvninger med den recertificerede Boeing 737 MAX 8 på selskabets indenrigsruter. De første flyvninger vil ske fra Guarulhos International Airport i Sao Paulo, og i løbet af december forventer GOL at gennemføre næsten 30 flyvninger med flytypen.

I november løftede de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, flyveforbuddet mod Boeing 737 MAX, der blev groundet i marts 2019 efter to fatale ulykker med i alt 346 omkomne personer. Senere i november ophævede også de brasilianske luftfartsmyndigheder, ANAC, flyveforbuddet, og nu er landets førende indenrigsflyselskab altså klar til at tage flytypen i brug igen. Som det første flyselskab i verden efter groundingen. En markant milepæl.

“I de sidste 20 måneder har vi fulgt udviklingen af ​​den mest omfattende sikkerhedsgennemgang i den kommercielle luftfarts historie, der samler tilsynsmyndigheder og flyselskaber fra hele verden for at overvåge og bidrage til systemforbedringer og uddannelse af flypiloter,” siger Celso Ferrer, driftsdirektør og chefpilot hos GOL.

”Efter den nye certificering af Boeing 737 MAX fra FAA og ANAC har vi derfor fuld tillid til MAX’ens tilbagevenden i drift.”

Indleder umiddelbart med én MAX i drift
GOL har fået leveret i alt syv Boeing 737 MAX, hvoraf kun ét fly har været aktiv i den senere tid på nogle testflyvninger, mens resten har været parkeret på jorden. Det aktive fly har registrering PR-XMA og blev leveret til flyselskabet i juni 2018. Ud fra de foreliggende oplysninger hos Flightradar24.com har MAX-flyet i december gennemført et par flyvninger fra basen i Sao Paulo til Belo Horizonte og retur.

Det synes derfor sandsynligt, at Boeing 737 MAX fra onsdag indsættes på rute G31442 fra Sao Paulo til Belo Horizonte, hvor GOL i øjeblikket opererer med Boeing 737-800 på flere daglige afgange. Andre informationer peger på, at G34104 fra Sao Paulo til Porto Alegre kan blive den første afgang.

GOL har i samarbejde med Boeing gennemført træning af 140 piloter for at imødekomme operationelle krav til MAX-piloterne. Boeing 737 MAX er fremtidens fly i GOL, der foruden de syv levererede fly har en yderligere ordre på hele 93 MAX-fly til levering mellem 2022 og 2032.

”Vi er glade for tilbagevendelsen af ​​Boeing 737 MAX i vores netværk. MAX er et af de mest effektive fly i luftfartens historie og det eneste, der gennemgår en komplet recertificeringsproces, der sikrer de højeste niveauer af sikkerhed og pålidelighed,” siger Paulo Kakinoff, koncernchef i GOL.

Overhaler American Airlines indenom
Det lå ikke i kortene, at GOL skulle blive første flyselskab i verden til at sætte Boeing 737 MAX i kommerciel drift igen. I november meddelte American Airlines, at det ville sende flytypen i ordinær rutedrift igen fra 29. december 2020 på indenrigsruten fra Miami til New York-JFK. Selskabet blev imidlertid hentet indenom af det brasilianske GOL.

American Airlines havde dog allerede passagerer med 2. december på en flyvning mellem Dallas, Texas og Tulsa i Oklahoma. Personerne om bord kom blandt andet fra amerikanske medier, og der var derfor ikke tale om en kommerciel passagerflyvning. Turen tog 45 minutter.

Et af de sidste flyselskaber til at sætte MAX’en på jorden i marts 2019 i forbindelse med det internationale flyveforbud var American Airlines, og nu bliver det således et af de første til at få flytypen tilbage i rutedrift. American Airlines har indtil videre fået leveret 24 MAX-fly ud af en ordre på i alt 40 styk.

Mens de amerikanske og brasilianske luftfartsmyndigheder har godkendt MAX til at flyve igen, vil de europæiske luftfartsmyndigheder, EASA, formentlig først ophæve det langvarige flyveforbud i januar 2021. EASA har efter egen kontrol af Boeing 737 MAX anerkendt sikkerheden, men som følge af en høringsproces vil den endelige godkendelse efter planen først falde i begyndelsen af 2021.

 

Relaterede artikler:

Boeing 737 MAX på vingerne den 29. december

Afbestiller 34 Boeing 737 MAX-fly

Ingen MAX-godkendelse i Europa før i 2021