I januar var der næsten 20.000 færre rejsende gennem Billund Lufthavn i forhold til samme måned året før, “Vi er endnu for tidligt på året til at drage konklusioner,” lyder det fra lufthavnsdirektør Jan Hessellund.
Året 2024 er i Billund Lufthavn ikke startet så godt, som 2023 sluttede. Det dokumenterer trafiktallene fra januar, der viser en passagertilbagegang på 9,1 procent til 194.629 rejsende mod 214.018 i samme måned året før.
Det er dog ikke noget, der kommer bag på lufthavnen, idet man havde kalkuleret med lavere aktivitet i årets første måneder, da eksempelvis Ryanair har skåret kraftigt ned i vintertrafikprogrammet. Det er således de fritidsrejsende hos lavprisflyselskaberne, der mangler, mens netværksselskaberne klarer sig noget bedre med et højt aktivitetsniveau på erhvervsrejser.
“Det er helt på linje med vores egne forventninger. Vi noterede allerede i efteråret 2023 at nogle selskaber gik ned i fart, og vi forventede at nedgangen ville sætte sig i årets første måneder. Det er holdt stik. Til gengæld overrasker det positivt, at andre har momentum og at indekset for erhvervsrejsende nærmest trodser tyngdeloven og bevæger sig på eller lige over 100, hvilket er det samme antal erhvervsrejser som før COVID-19,” forklarer Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.
Forventer samme niveau som i 2023
Billund Lufthavn forventer trods den lidt svage start på året et 2024, der er på niveau med 2023, hvilket vil betyde omkring fire millioner passagerer for hele året.
Optimismen skal findes i de ruter og afgange, der allerede er meldt ind til det kommende sommertrafikprogram. Eksempelvis vil KLM øge fra fem til seks daglige afgange til Amsterdam fra slutningen af marts måned. Dermed kommer der endnu mere fart på netværkstrafikken til trafikknudepunkter i Amsterdam, London, Paris, Frankfurt, München, Warszawa og Istanbul.
“Vi er endnu for tidligt på året til at drage konklusioner, men over en bred kam forventer vi ikke at rejseaktiviteten stilner af, om end den ketchup-effekt vi oplevede på bagsiden af nedlukningen nok er knap så massiv,” tilføjer Jan Hessellund.
Fragtaktiviteter tordner i vejret
Mens passagertrafikken foregår på den nordlige side af 3.100 meter lange bane i den vestdanske lufthavn, er der også aktivitet på den sydlige side, hvor cargocentret holder til.
Her var der i januar en stigning i godsmængderne på 25,6 procent til i alt 6.976 tons.
“Vi ser fortsat ind i et volatilt marked, men tror på at vi fastholder de gode takter fra efteråret. Det betyder blandt andet at vores allerede indfriede ambitioner om at flyve mere luftfragt fra os, end der køres herfra, er intakt for hele 2024. Med fragtmængderne i januar er vi kommet fornuftigt i gang. Den kapacitetsudvidelse vi foretog i fjor med blandt andet nye standpladser og rulleveje viser nu for alvor sit værd,” lyder det fra lufthavnsdirektøren.
Relaterede artikler:
De 20 største lufthavne i Norden i 2023