- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Optimismen forsvundet hos easyJet

For fem uger siden valgte easyJet at opjustere kapaciteten til udgangen af september, men nu har karantænekrav og skærpet rejsevejledning til syv græske øer fået selskabet til at reducere.

At det er umuligt for flyselskaberne at planlægge mere end et par uger frem, kan easyJet tale med om. 

Det britiske lavprisflyselskab oplyste den 4. august, i forbindelse med offentliggørelsen af resultatet for finansårets tredje kvartal, at bookingsituationen i slutningen af sommeren udviklede sig mere positivt end forventet, hvorfor det var blevet besluttet at udvide trafikprogrammet til omkring 40 procent af den oprindelige kapacitet i fjerde kvartal, der løber fra 1. juli til 30. september.

Den beslutning har selskabet i dag ændret som følge af de skiftende rejsevejledninger og de britiske karantæneregler. Den seneste udvikling er, at den britiske regering netop har opdateret rejsevejledningen og nu fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Kreta, Lesbos, Mykonos, Santorini, Serifos, Tinos og Zakynthos.

“Som vi sagde i forbindelse med vores kvartalsmeddelelse, overvåger vi nøje kundernes adfærd og ændrer flyvninger for at sikre, at vores tidsplan er tilpasset efterspørgslen. Efter indførelsen af ​​yderligere karantænebegrænsninger for syv græske øer og den fortsatte usikkerhed, som dette medfører for kunderne, vil efterspørgslen nu sandsynligvis blive yderligere påvirket og derfor lavere end tidligere forventet,” siger koncernchef Johan Lundgren i en pressemeddelelse.

Har reduceret med 19 procent på to uger
De to største selskaber i den europæiske flytrafik er lige nu Ryanair og easyJet, men begge har markant reduceret den udbudte kapacitet i løbet af de seneste par uger.

Den europæiske lufttrafiktjeneste Eurocontrol har sammenlignet antallet af operationer hos de to lavprisflyselskaber den 6. september i forhold til den 23. august. Her er antallet af operationer hos easyJet faldet med 19 procent til 934, mens Ryanair har reduceret med 15 procent til 1.599 operationer.

Som følge af den usikre situation understreger easyJet, at man vil fortsætte med en forsigtig og konservativ tilgang til kapacitet og fortsat fokusere på at levere et trafikprogram, der giver et positivt dækningsbidrag og forhindrer, at selskabet kommer til at gøre indhug i kapitalreserverne.

 

Relaterede artikler:

Officielt: EasyJet lukker baser i to London-lufthavne

EasyJet udsætter levering af 24 Airbus-fly

Ryanair og easyJet gør klar til at lukke ned