Osama Bin Laden på førsteklasse hos British Airways

I hvert fald hvis man skal tro forsiden af magasinet LHR News. Her er et eksempel på et elektronisk boardingpas på mobiltelefonen mærkværdigvis afbilledet med den eftersøgte terrorist Osama Bin Ladens navn på. Men den nærmest tragikomiske bommert kan vise sig i virkeligheden at være et forsøg på at miskreditere British Airways.

På forsiden af denne måneds LHR News, som er et blad der udgives for British Airways-ansatte i London Heathrow Airport, kan man læse et tema om mulighederne for elektronisk boardingpas på mobiltelefonen.

Men på billedet kan man se, at det pågældende boardingpas angiveligt skulle tilhøre den eftersøgte terrorist Osama Bin Laden. Endvidere skulle han endda være frequent flyer hos selskabet – og så på første klasse.

En talsmand for British Airways forklarer, at der er sket en fejl i publikationen, og at man lige nu arbejder på at finde ud af, hvor det gik galt.

Men ifølge parlamentsmedlem Patrick Mercer er der ikke tvivl om hvor fejlen skal findes.

”Det ser ud som om British Airways er blevet saboteret af en person internt i virksomheden”, siger Patrick Mercer til britiske Daily Express.

British Airways afviser dog, at den meget uheldige forside skulle være plantet af hævngerrige medarbejdere i forbindelse med den nuværende konflikt med kabinepersonalet.