- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Oslo Lufthavn får elektriske busser

Den norske lufthavnsoperatør Avinor, som blandt andet driver Oslo Lufthavn, har sat et klimamål om at halvere sine egne samlede kontrollerbare drivhusgasudledning inden 2022 i forhold til udledningen i 2012.

Det kræver en række forskellige indsatser, og en af de vigtigste er elektrificering af den interne transport i lufthavnen. På den baggrund fik Avinor Oslo Lufthavn i juni sidste år et tilskud på 16 millioner norske kroner (12,4 millioner danske kroner) fra den statslige norske energifond Enova til at købe otte el-busser.

Det belgiske selskab VDL har nu vundet en udbudskonkurrence om at levere de otte el-busser til Oslo Lufthavn, hvor busserne vil være i drift fra 2020.

Over 1,2 millioner passagerer med bus
”Over 1,2 millioner passagerer er køres årligt med busser mellem gate og fly i Oslo Lufthavn. Indførelsen af ​​el-busser er et vigtigt middel til at reducere lufthavnens udledninger af drivhusgasser,” siger Stine Ramstad Westby, direktør for drift og infrastruktur i Avinor.

”Støtten fra Enova gør det muligt for os at indfase miljøvenlige løsninger hurtigere. Selv om elektriske busser er dyrere end dieselbusser, vælger vi det nu. Efterhånden som flere busser sættes i produktion, forventer vi, at det også vil blive billigere med el-busser end diesel,” siger direktøren.

Opbygning af ny infrastruktur
De nye busser vil få et fremtidsrettet design, og de vil ifølge Avinor være et tydeligt tegn på, at det norske lufthavnsselskab tager klimaudfordringerne alvorligt.

”Nu hvor kontrakten er tildelt, begynder en ny del af arbejdet. Infrastrukturen skal tilpasses, og der skal planlægges for at gøre overgangen fra fossile busser til elektriske busser optimal,” siger Stine Ramstad Westby.

Infrastrukturen til opladning af el-busserne vil blive leveret af det hollandske firma Heliox.

Produktion af biobrændstof
Udover sine egne klimamål arbejder Avinor også for at bidrage til at mindske CO2-udledningen fra flytrafikken og fra landtransporten til og fra de norske lufthavne.

I juni meddelte Avinor, at selskabet havde indgået en aftale med det norske energiselskab Quantafuel om at købe bæredygtigt biojetbrændstof. Brændstoffet vil blive baseret på norsk biomasse, og produktionen skal foregå i en helt ny fabrik.

Avinor har forpligtet sig til at købe biobrændstof fra den nye fabrik for i alt otte millioner norske kroner (6,2 millioner danske kroner). Det nye fabriksanlæg er delvist finansieret af Enova.

 

Relaterede artikler:

Avinor køber biobrændstof baseret på norsk skov

Norge er i front med biojet-brændstof og elektriske fly

Oslo Lufthavn først med biobrændstof