Norge er førende inden for udvikling af biojet-brændstof og elektriske fly. Foto: Avinor

Norge er i front med biojet-brændstof og elektriske fly

I Norge er der ambitioner om, at flyene på sigt skal have 30 procent biobrændstof i tankene, ligesom landet har stort fokus på at få elektriske fly.

”Udslipsfri luftfart i 2040?”

Det er navnet på en stor konference, der torsdag bliver afholdt i Norge, og hvor arrangørerne er ZERO, NHO Aviation og den norske lufthavnsoperatør Avinor.

Formålet med konferencen er at snakke fremtid og muligheden for at indføre endnu mere biojet-brændstof i de norske fly. Og så vil der også være fokus på det interessante emne om elektriske fly.

Det er større aktører, der deltager i det norske stormøde. Der vil være deltagelse af blandt andre SAS, Widerøe, Boeing, Airbus og Norges transportminister, Ketil Solvik-Olsen.

”Norge er afhængig af et godt flytilbud. Samtidig skal industrien tage sin del af ansvaret for at reducere drivhusgasemissionerne. Bæredygtigt biojet-brændstof vil spille en vigtig rolle her, og vi står over for gradvis elektrificering af luftfart. Vi ønsker at samle de miljøer, der arbejder på dette, og med det formål at dele ekspertise og indsigt for den videre færd,” siger Dag Falk-Petersen, koncernchef i Avinor.

30 procent biobrændsel
Der behøver ikke gå ret mange år, før man ser en stigning i anvendelse af biojet-brændstof i de norske lufthavne. Undersøgelser viser, at op mod 30 procent af alt flybrændstof, der fyldes på norske fly, kan være bæredygtigt inden 2030. Norsk skovaffald og massivtræ fra norsk skov skal danne grundlaget for fremstilligen af det særlige brændstof.

I dag er biojet-brændstof tilgængeligt i Oslo Gardermoen og i Bergen Lufthavn (fra august 2017, red.), men der findes kun begrænsede mængder.

I 2016 blev der solgt 1,25 millioner liter biojet-brændstof i Norge, og det svarede til blot 0,1 procent af den samlede, solgte mængde flybrændstof i landet. Anderledes så tallene ud i 2017, hvor der kun blev solgt 125.000 liter bæredygtigt flybrændstof på grund af begrænset adgang til brændstoffet.

Der produceres kun meget lidt biojet-brændstof på globalt plan i dag. Og prisen på den lille mængde, der er til rådighed, er ikke konkurrencedygtig.

”For at nå målet om 30 procent indblanding og tilsvarende emissionsnedskæringer vil der derfor være behov for offentlige initiativer,” siger Torbjørn Lothe, administrerende direktør i NHB Aviation.

Vil indfase elektriske fly
Det er ikke kun inden for bæredygtigt flybrændstof, at Norge er aktive og ambitiøse. Landet har også markant fokus på udviklingen af elektriske fly.

Airbus, Boeing, Rolls Royce, Siemens og NASA er blandt dem, der ser kommercielle muligheder for elektriske fly – og hybridfly – i fremtiden. Avinor er ligeledes engageret i mulighederne for at udvikle disse fly. I samarbejde med Norges Luftsportsforbund (NLF) har man iværksat et langsigtet projekt, der har til formål, at norsk luftfart skal have indfaset elektriske fly.

Widerøe, SAS, den norske regering og miljøorganisationen ZERO er parterne bag projektet.

”For kort tid siden var det utænkeligt med elektriske fly. Nu beretter mange store aktører om, at de inden for få år kan levere fly med elektriske løsninger til indenrigs-rutetrafik i Norge,” fortæller Marius Holm, leder af ZERO.

 

Relaterede artikler:

Elektriske fly mellem Oslo og København i 2040

Hård norsk klimapolitik trods lavere CO2-udledning

Norge vil indføre ny afgift på flyrejser

Norwegian tryner rivaler på brændstofforbrug

Usikkerhed om CO2-kvoter i Cimber-aftale