Oslo Lufthavn.

Avinor køber biobrændstof baseret på norsk skov

Den norske lufthavnsoperatør Avinor har indgået aftale om at købe biobrændstof, der baserer sig på materialer fra norsk skov. Brændstoffet skal produceres på et helt nyt anlæg.

Norge har gennem flere år haft store ambitioner om at gøre luftfarten mere bæredygtig. I januar 2016 blev Oslo Lufthavn verdens første internationale lufthavn, der kunne levere bæredygtig biobrændstof til alle kommercielle fly. Senere kom også Bergen Lufthavn med på projektet.

Nu har den norske lufthavnsoperatør, Avinor, taget et skridt videre og har indgået en aftale med det norske energiselskab Quantafuel om at købe bæredygtigt biojetbrændstof Brændstoffet vil blive baseret på norsk biomasse, og produktionen skal foregå i en helt ny fabrik.

”Biojetbrændstof er afgørende for at kunne reducere drivhusgasudslippet fra luftfarten. Etableringen af et nyt anlæg er et vigtigt skridt i retning af produktion af bæredygtigt biobrændstof i Norge,” siger Margrethe Snekkerbakken, divisionsdirektør i Avinor.

Stort potentiale for produktion af biobrændstof
Quantafuel har netop udviklet en ny teknologi til produktion af flydende brændstof fra biomasse. Teknologien hedder BtL (Biomass-to-Liquid), og råmaterialet, som indgår i produktionen, er massivt træ i form af flis eller træspåner.

”Med den nyligt underskrevne aftale vil Quantafuel etablere og producere biobrændstoffer baseret på råmaterialer fra norsk skov. Denne satsning på biomasse var ikke blevet muligt uden støtte fra Enova og en aftale med Avinor,” siger Kjetil Bøhn, administrerende direktør i Quantafuel.

Generelt set produceres der kun meget lidt biobrændstof på verdensbasis, og det, der er tilgængeligt, er ofte ikke konkurrencedygtigt for flyselskaberne. En undersøgelse fra Rambøll i 2017 viste, at 30 procent – eller 400 millioner liter – af alt flybrændstof, der fyldes på fly i Avinors lufthavne, kan være bæredytigt inden 2030. Og materialet til brændstoffet skal baseres på skovindustrien.

”Det er meget glædeligt, at Quantafuel nu tager et skridt videre og bidrager til, at norske ressourcer anvendes til fly-biobrændstof. Potentialet er stort, og udover klimaeffekten ligger der grundlag for øget værdiskabelse og jobskabelse i Norge. Vi ser frem til resultaterne af pilotprojektet,” siger Margrethe Snekkerbakken.

Nyt fokus i produktionen
Avinor har forpligtet sig til at købe biobrændstof fra den nye fabrik for i alt otte millioner norske kroner (6,2 millioner danske kroner, red.). Det nye fabriksanlæg er delvist finansieret af energiselskabet Enova. Før Quantafuel fik fokus på biomasse, var det dog et helt andet materiale, der blev brugt i produktionen.

”Ved opstarten af Quantafuel var vores løsning med omdannelse af biomasse den mest teknologisk modne, men vi valgte alligevel først at kommercialisere omdannelse af plastaffald til lavtudslips-produkter for hurtigst muligt at kunne finde en position i dette voksende marked. Nu hvor etableringen af det første anlæg for dette i Danmark (nærmere betegnet i Skive, red.) er i slutfasen, gør det os meget glade, at vi igen kan se på vores satsning på biomasse,” sier Kjetil Bøhn.

I 2007 indledte Quantafuel sin teknologi på laboratorie-skala. Det nye projekt med Avinor skal være med til at vise, hvordan selskabet kan blive i stand til at bygge fuldskalaanlæg i fremtiden.

 

Relaterede artikler:

Skandinavisk kapløb om biobrændstof til fly

Norge er i front med biojet-brændstof og elektriske fly

Oslo Lufthavn først med biobrændstof

SAS: Kunderne skal betale for grøn omstilling

SAS flyver på brugt madolie på USA-rute