- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Over 1.200 flyaflysninger i Beijing efter coronafrygt

Omkring 70 procent af alle planlagte flyvninger til og fra den kinesiske hovedstad Beijings to lufthavne er onsdag aflyst efter nye tilfælde af smitte med coronavirus i byen.

De to storlufthavne i Kinas hovedstad Beijing – Beijing Capital International Airport og Beijing Daxing International Airport – har onsdag aflyst over 1.200 flyvninger, hvilket svarer til 70 procent af de planlagte flyvninger.

De mange aflysninger kommer efter, at Beijing har oplevet en genopblussen af coronavirus med i alt 137 nye smittetilfælde de seneste seks dage. Det skriver flere internationale nyhedsbureauer – heriblandt Bloomberg.

Beijing Capital-lufthavnens website oplyste onsdag formiddag lokal tid, at flere end 80 flyafgange var aflyst, mens flere end 50 indgående fly var blevet aflyst. I den kun ni måneder gamle Beijing Daxing-lufthavn var der ligeledes et stort antal aflysninger.

Ifølge statsmediet Folkets Dagblad er i alt 1.255 fly blevet aflyst i de to lufthavne. Aflysningerne omfattede flyvninger med blandt andre flyselskaberne Air China, China Eastern Airlines og China Southern Airlines.

Stærk vækst i indenrigsrejser
De nye tilfælde af coronavirus i Beijing efter en pause på næsten to måneder forstyrrer et ellers stærkt opsving på det kinesiske marked for indenrigs flyrejser efter bekæmpelsen af coronaepidemien i og omkring millionbyen Wuhan.

Mens der fortsat er stramme begrænsninger for internationale flyrejser til og fra Kina, har kinesiske flyselskaber den seneste tid genopbygget sædekapaciteten på indenrigsruterne.

Den planlagte ugentlige sædekapacitet i Kina i denne uge er ifølge tal fra OAG 13 millioner, hvilket kun er 23 procent under niveauet fra niveauet i uge 4 i januar.

Rejserestriktioner strammet
Myndighederne i Beijing har på baggrund af de nye tilfælde af coronasmitte beordret en ”blød nedlukning” af hele millionbyen, og hævet byens alarmberedskab fra niveau 3 til niveau 2, oplyste embedsmænd tirsdag aften.

Flere boligområder er blevet isoleret, en række fødevaremarkeder er lukket ned og flere end 30.000 restauranter har fået besked om, at de skal desinficeres.

Samtidig har myndighederne strammet rejserestriktionerne for Beijings over 20 millioner indbyggere, som tilrådes at aflyse alle ikke-nødvendige rejser ud af byen. Personer, som vælger at rejse, skal fremlægge en negativ COVID-19 test inden for syv dage efter afrejse.

 

Relaterede artikler:

Passagerer til Beijing kan risikere at lande i Wuhan

Screener internationale passagerer til Beijing

Tre europæiske flyselskaber klar til Beijing-Daxing